V siger nej til en ny aftale med K
Venstre vil ikke bindes op på de konservative igen

Formanden for Venstre i Vesthimmerland, Henrik Andersen (t.v.), siger, at beslutningen skal ses i lyset af at borgmesterkandidat Per Bach Laursen og Venstre vil arbejde for det bredest mulige samarbejde i det nye byråd. Billedet her er fra da 2011, da Per Bach Laursen blev valgt til borgmesterkandidat. Arkivfoto: Claus Søndberg
VESTHIMMERLAND:Der bliver ingen gentagelse af en aftale fra 2009, hvor Venstre og de konservative i Vesthimmerland forud for kommunalvalget aftalte, at det parti der fik flest stemmer også havde retten til borgmesterstolen.
Aftalen betød, at den konservative Knud Kristensen blev kommunens nye førstemand i stedet for Venstres Jens Lauritzen.
Men den aftale har Venstre ikke tænkt sig at indgå igen.
- Forhåndsaftalen fra 2009 med de konservative har vi fået megen kritik for fra vores medlemmer, og den kritik har vi taget til efterretning. Så på valgaftenen i november agter vi i Venstre at stå frit med mulighed for at forhandle konstituering med alle partier i byrådet, siger formanden for Venstre i Vesthimmerlands Kommune, Henrik Andersen.
- Dengang vurderede vi, at det ville være en fordel for os, at indgå en sådan aftale, og dermed sikre en borgerlig koalition. Vi er blevet kritiseret for aftalen, og derfor har vi ikke tænkt os at gentage den, siger Henrik Andersen.
Ny borgmesterkandidat
I forhold til sidste valg har Venstre skiftet borgmesterkandidat. Denne gang er det Per Bach Laursen, der skal forsøge at vippe Knud Kristensen af pinden.
- På de nyligt afholdte generalforsamlinger i de fire lokale vælgerforeninger har vi drøftet spørgsmålet omkring aftalen med medlemmerne endnu en gang. Og det bekræfter os i vores beslutning om at stå frit, siger Henrik Andersen.
- Beslutningen skal ses i lyset af at Per Bach Laursen og Venstre vil arbejde for det bredest mulige samarbejde i det nye byråd. Alle partier vil blive inviteret til drøftelser for at finde frem til fælles berøringsflader med henblik på at sætte endnu mere gang i udviklingen af vores kommune, fastslår Henrik Andersen, der dog samtidig siger, at Venstre vil arbejde for at indgå valgforbund med de andre borgerlige partier som stiller op.
Borgmester Knud Kristensen (K) er ikke meget for at kommentere på Venstre udmelding.
- Det har jeg ikke de store kommentarer til. Men i 2009 var det jo Venstre, der foreslog, om vi ikke skulle indgå en sådan aftale, og det står dem jo frit for ikke at ville gentage den. Det er suverænt deres valg. Det betyder jo så også, at de konservative står helt frit, så Venstres udmelding ærgrer mig ikke det mindste, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.