Lokalpolitik

V-spids vil have tre kommuner samlet

Formand for Venstrevælgerforening er lun på en Dronninglund/Sæby/Hals-fusion

DRONNINGLUND:Dronninglund Kommune bør ved en eventuel kommunalreform gå sammen med både Hals og Sæby kommuner. Det fastslog formanden for Dronninglund Venstrevælgerforening, Simon Holdensen, da foreningen torsdag aften havde generalforsamling på Østvendsyssel Ungdomsskole. Simon Holdensen forklarede sit ønske med, at de tre kommuner er fælles om at have landbrug, industri og turistri, og med hensyn til industrien påpegede han, at de tre kommuner ligger ideelt i forhold til den store, nordøstjyske hovedfærdselsåre, motorvejen. Med hensyn til turismen påpegede Simon Holdensen videre, at der i den ønskede, nye storkommune skulle være én turistchef, men tre turistkontorer med placering i Dronninglund, Sæby og Hals, og derudover pegede han på, at den nye storkommune ville kunne bryste sig af 5031 sommerhuse, fem campingpladser, golfbaner i Hals og Sæby - og måske også på et tidspunkt i Dronninglund - ligesom der ville være slotte, Jyske Ås, svømmehal og uddannelsesinstitutioner som Try Landbrugsskole og Dronninglund Gymnasium til at lokke folk til. Simon Holdensen rettede i sin arsberetning også et blik imod den landspolitiske scene, og her noterede han sig, at der med hensyn til regeringen går både op og ned. Formanden udtrykte i den forbindelse bekymring over de nuværende meningsmålinger, og det samme gjaldt med hensyn til den stigende arbejdsløshed - ikke mindst i Nordjylland. Simon Holdensen blev efterfølgende genvalgt til formandsposten, og der var til bestyrelsen endvidere genvalg af Asta Skaksen og Karsten Madsen, mens Claus Starke blev nyvalgt i stedet for Karin Skou, der takkede af efter 11 år i bestyrelsen. De øvrige i V-bestyrelsen er Morten Jensen, Gerda Brøndum Kristensen og Søren Peter Krushave.