V tabte midt i sejren

Venstre gik tilbage, men er stadig kommunens førende parti

Lokalpolitik 10. februar 2005 05:00

DRONNINGLUND: Selv om Anders Fogh Rasmussen i tirsdags skrev historie ved at blive den første V-statsminister, der opnåede genvalg til posten som Danmarks politiske førstemand, så var det i Dronninglund Kommune V-spidsens liberale parti, der oplevede den største lokale tilbagegang ved folketingsvalget. De lokale vælgere gav således med tilsammen 3020 stemmer Venstre 357 færre stemmer end ved det sidste folketingsvalg i 2001, og selv om V's lokale borgmester, Mikael Klitgaard, ikke tør give et bud på, hvorfor det var tilfældet, så håber han, at der i den nye regeringsperiode ikke bliver tale om så meget blokpolitik, som det har været tilfældet i den seneste folketingsperiode. Nej tak til blokpolitik - Resultatet har givet os et praj om, hvilken vej folk vil have, at vi går, men jeg håber, at de i S og R vil gå positivt ind i arbejdet med at skabe nogle politiske forlig henover midten, siger Mikael Klitgaard og fortsætter: - Regeringen har jo kun været nødt til at samarbejde med DF, fordi de ikke ville noget i S og R, men det håber jeg, at der bliver ændret på, for sandheden ligger på midten. Selv om V også lokalt gik tilbage ved tirsdagens folketingsvalg, så er det stadig partiet med de fleste lokale stemmer - fulgt af S, DF og De Konservative I den borgerlige lejr er det værd at bemærke, at både K og DF er gået stemmemæssigt frem lokalt. Det er for K sket med 43 ekstra stemmer til nu 1132 og for DF med 154 til nu 1200. På venstrefløjen er S som på landsplan gået tilbage lokalt, men nedturen er her ikke så stor som i resten af landet - ligesom det er tilfældet for S i hele Nordjylland. Det samlede S-stemmetal i Dronninglund Kommune nåede således op 2821 - 72 færre end i 2001 - og den lokale S-spids, 1. viceborgmester Peer Thisted, erklærer sig godt tilfreds med dét. Han peger i den forbindelse også på, at S får hele seks nordjyske kandidater med i det nye Folketing - et tal, der sent tirsdag ellers kun så ud til at blive på fire. Urealistiske løfter Er Peer Thisted glad for, at S slap pænt gennem valget i Nordjylland, så glæder han sig imidlertid ikke til at få op til fire år mere med en borgerligt ledet regering. - Det vil komme til udtryk, at vi har en regering, der siger én ting og mener noget andet, siger han. - De melder ud om en masse, de gerne vil støtte op om, men det er simpelthen umuligt at realisere alle disse løfter, når man samtidig holder fast i skattestoppet, fortsætter Peer Thisted, der i øvrigt ikke på nuværende tidspunkt vil pege på, hvem han helst ser som ny formand for S efter Mogens Lykketofts farvel. Få stemte på løsgænger Ud over de allerede nævnte stemmetal for kan det også nævnes, at det lokale billede ikke adskilte sig meget fra resultat på landsplan - bortset fra, at Enhedslisten med 139 stemmer gik 18 stemmer tilbage lokalt, mens det på landsplan blev til en markant fremgang for dette venstrefløjsparti. Slutteligt er det også værd at bemærke, at den nuvæ-rende løsgænger og tidligere FRP'er fra Geraa, vognmand Christian Jensen, opnåede 18 personlige stemmer lokalt - og derfor som ventet var langt fra det ønskede valg til Folketinget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...