Pension

V vil åbne for LD's milliardkasse

København: For få måneder siden afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen at sende de cirka 50 milliarder kroner i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) ud til forbrug på samme måde som, det er sket med milliarderne i den særlige pensionsfond. Nu lufter erhvervsordfører Jacob Jensen imidlertid tankerne om at lade pensionskronerne i LD komme hurtigt til udbetaling. Men der er ikke tale om nogen ny linje hos Venstre, bedyrer Jacob Jensen. Hans forslag skal ses som et muligt næste skridt i en genopretning af den betrængte økonomi. - Vi har taget en stribe initiativer allerede og også sagt, at vi er parate til at tage yderligere initiativer. Der må vi se hvilke værktøjer vi har i værktøjskassen, og dette kunne være et af dem, siger Jacob Jensen til Ritzau. Foreløbig er forslaget hans eget, men han glæder sig over, at både de konservative og Dansk Folkeparti har meldt forsigtigt positivt ud om idéen. Der er tale om opsparede LD-midler på i alt 51 milliarder kroner, som alligevel kommer til udbetaling til lønmodtagere i løbet af en rimelig kort årrække. Hvis man fremrykker dette, kan pengene komme ud tidligere og sætte gang i forbruget for at afbøde konsekvenserne af lavkonjunkturen, mener Jacob Jensen. - Set i lyset af statsfinanserne vil forslaget ikke belaste statskassen, siger Jacob Jensen. Lars Løkke Rasmussen måtte som finansminister gribe ind over for muligheden for at flytte LD-midler over på SP-ordningen og derefter ud til for eksempel forbrug i takt med, at SP-midlerne skulle udbetales. De samlede SP-midler nærmer sig i størrelse LD-puljen. Jacob Jensen forestiller sig ikke, at en LD-afvikling vil stå lige for, og der kan i givet fald blive tale om en periode, før pengene falder. Først skal regeringen se, hvordan de allerede gennemførte ændringer, for eksempel SP-udbetalingen, virker på økonomien. Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen er ifølge Jyllands-Posten lørdag imod planerne, fordi han hellere ser øgede offentlige investeringer i skoler og ældreboliger for at stimulere økonomien. Han mener også, at virksomhederne kan få problemer med at skaffe ny kapital til erstatning for de LD-midler, der vil blive trukket ud. Til det siger Jacob Jensen, at man måske kan starte med at se på de LD-midler, der er sat i obligationer og udenlandske virksomheder. Han erkender dog, at der er tekniske og praktiske forhold, der skal bringes på plads, før LD-pengene kan sendes ud i samfundet. Tanken om at slagte LD-sparegrisen fik forleden også opbakning fra økonomiprofessor Carsten Tanggaard, Århus Universitet. Han konstaterede i Berlingske Tidende, at der er tale om en pengetank, der alligevel skal afvikles, så den er ikke hellig. /ritzau/