Lokalpolitik

V vil af med dækningsafgiften i storkommunen

AALBORG:Venstre i Aalborg vil gribe chancen til at fjerne dækningsafgiften en gang for alle, når den nye storkommune bliver en realitet i 2007. - Der er ingen tvivl om, at vi i Venstre vil arbejde for, at dækningsafgiften skal forsvinde. Nu skal vi til at tage fat på det, så vi ved, hvad vej vi går, siger Anette Valentin Pedersen (V) Hun så gerne, at dækningsafgiften blev fjernet med et pennestrøg, men i samme åndedrag erkender hun, at det nok ikke er muligt. - Det ville jeg ønske, det må jeg sige. Jeg så det gerne, men jeg må samtidig sige, at det er 60 mio. kr. fra det private erhvervsliv, så det er mange penge. Jeg tror ikke på, at man kan gøre det på en gang, for så vil det komme til at gå ud over noget andet, siger Anette Valentin Pedersen. Hun ser derfor gerne dækningsafgiften nedtrappet og helt fjernet over en periode på 10 år, og indtil da mener hun, at de nye kommuner må være med til at betale. - De kommuner, der ikke har det i dag må være med til at betale indtil da. Aalborgs borgmester Henning G. Jensen (S) siger ligeud, at ingen ved noget om, hvorvidt dækningsafgiften bibeholdes i en ny kommune. - Vi aner ikke, hvilke opgaver og hvilken økonomi, vi har, så begynde at diskutere dækningsafgift, det er halsløs gerning, siger Henning G. Jensen.