Våben fundet hos rockersupportere

Politiet fandt våben og narkotika ved ransagninger i Hjørring hos Bandidos-støttegruppe

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hver en kvadratmeter blev endevendt, både inde og ude.

HJØRRING:Den søvnige morgenstemning i Hjørring fik i går morges et skud adrenalin, da fodgængere fra DSB-stationen på vej til arbejde og uddannelse kunne se et massivt politiopbud i Jernbanegade. En styrke på knap en snes mand ransagede klublokaler tilhørende La Familia - en Bandidos-støttegruppe - men betjentene blev ikke budt på kaffe ved "familiebesøget", selv om de nok må karakteriseres som uventede gæster. Klublokalerne var nemlig tomme for folk, da politiet rykkede ind ved sekstiden onsdag morgen og først forsvandt igen fem timer senere. Og der var noget at komme efter ved ransagningen. - Vi har fundet våben, som nu er røget af sted til tekniske undersøgelser. Våbnene vil blive undersøgt for dna, og der vil blive foretaget en prøveskydning for at se, om de kan knyttes til forskellige gerningssteder, oplyser vicepolitiinspektør Poul Severinsen, Nordjyllands Politi. Han vil ikke oplyse, hvilke og hvor mange våben, der er tale om. Boliger også ransaget Politiet gik grundigt til værks, og forbipasserende kunne blandt andet se ordensmagten vandre rundt på taget og kigge ned i en skorsten - samtidig havde de allieret sig med en springer spaniel, der skulle snuse rundt i klublokalerne. To andre adresser med beboere, der har tilknytning til La Familia, blev ligeledes ransaget i går; en bopæl i Hjørring og en mellem Hjørring og Frederikshavn. Det ene sted blev der fundet narkotika og salgsposer, men da beboeren ikke var hjemme, begyndte politiet efterfølgende at lede efter ham. På stedet blev der også fundet noget andet, som er interessant for politiet - Poul Severinsen vil dog ikke oplyse, hvad det er, blot at det ikke er våben. Ransagningerne kommer efter et par voldsomme episoder i Hirtshals, hvor der er smidt en molotovcocktail gennem en bilrude og skudt med automatvåben gennem en butiksrude - dog uden, at nogle kom noget til. Der har været spekuleret i, om det skyldes skærpet kamp om narkomarkedet i Hjørring-området - men vicepolitiinspektør Poul Severinsen fra Nordjyllands Politi har ingen kommentarer til, om politiet mener, at der en sammenhæng mellem de voldsomme begivenheder i Hirtshals og ransagningen af La Familias klublokaler. SKAT var i øvrigt med ved ransagningen i klubhuset for at undersøge afgiftsspørgsmål i forbindelse med spiritussalget i klubben.