Tyverier

Våben stjålet ved villaindbrud

Tyve slog til i Støvring i juledagene

Flere våben er blevet stjålet i forbindelse med et indbrud i en villa på Hæsumvej i Støvring. Tyven har formentlig været i aktion juleaften. Ejeren er bortrejst, og indbruddet blev opdaget kort efter midnat juleaften, da en bror til husets ejer kom forbi for at se, om alt var, som det skulle være. Og det var det altså ikke. En ukendt gerningsmand havde skaffet sig adgang ved at knuse en rude i garagen. Herfra var der fri adgang til beboelsen. Udover rifler og jagtgevær er der fra huset også stjålet stereoanlæg og fjernsyn, oplyser Himmerlands Politi i Hobro. Tyven er forsvundet i en mørkeblå VW Transporter, som også er blevet stjålet på adressen. Den har nummer XN 97.332.