EMNER

Våbenhvile er ikke nok

Af desværre ikke særligt gode grunde er der mere skepsis end optimisme over de meldinger, der kommer fra Israel i disse dage, hvor den yderligtgående Hamas-bevægelse er på vej med planen for en våbenhvile med Israel. I årtier - men måske specielt de senere år - har det været karakteristisk for den højspændte situation, at så snart én eller flere grupper begyndte at tale om "fredsaftale" og måske ligefrem begyndte at forhandle om varig fred, bygget på gensidig aftale og kompromis, gik det løs med aktioner og gengældelsesaktioner. Ganske enkelt fordi der i begge lejre findes grupper og enkeltpersoner, hvis eksistens er bygget op på, at der er ufred. Uden blodige uroligheder - ingen eksistensberettigelse. Dette - blandt meget andet, for eksempel et indædt had til jøder generelt - har gjort det umådeligt svært for ikke mindst palæstinensernes leder, Yasser Arafat, at holde Hamas fast på noget som helst. Af visse danske medier er Hamas de senere uger nærmest blevet beskrevet som en slags godgørende organisation med en stor social overbygning - men Hamas er og bliver en terrororganisation, som det er umuligt at regne med og stole på i længden. Derfor kan det også være svært at fortænke USA's præsident, George W. Bush, i at sige og mene, at yderligtgående fraktioner som Hamas, der kun kender til vold som middel, ikke bare skal holde fred, men helt opløses, hvis der skal være håb om en varig fred i Mellemøsten. Set i dét lys virker det unægteligt også en kende naivt, når EU-landene på det seneste har forsøgt at skille organisationen bag israelernes ærkefjender i en væbnet del og en politisk del - så den væbnede del er havnet på listen over terrorister, mens den politiske del har fået lov til at gå fri. Som om den ene kan klare sig uden den anden. Og som om de lever i et parallelt forløb uden at kende noget til hinandens planer. I disse dage gælder det USA's forhandlinger med blandt andre den palæstinensiske premierminister, Mahmoud Abbas, og Israels premierminister, Ariel Sharon. Forhåbentlig forstår alle parter at sætte sig ud over de yderligtgående grupper. Og ikke ligge under for dem.