Våbenhvile i handelskrig sender Mærsk-aktie til vejrs

Rederiet er afhængig af gode handelsforhold. B-aktien steg klokken 10 med fem procent.

Aktierne i A.P. Møller-Mærsk sejler til tops i det ledende danske aktieindeks oven på handelsmøde mellem EU og USA. Foto: Brendan Mcdermid/Reuters

Aktierne i A.P. Møller-Mærsk sejler til tops i det ledende danske aktieindeks oven på handelsmøde mellem EU og USA. Foto: Brendan Mcdermid/Reuters

Der kom onsdag formildende ord om fremtidens handel mellem USA og EU fra et topmøde i Det Hvide Hus, og det ses torsdag i aktiekursen hos rederiet A.P. Møller-Mærsk.

Ved 10-tiden steg B-aktien i rederiet med 5 procent til 9000 kroner, hvilket er det højeste niveau i en måned ifølge Ritzau Finans.

- Det er på grund af den gode tone mellem Trump og Juncker. De holder lidt våbenhvile nu i handelskrigen og kommer med nye initiativer, vurderer aktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank over for Ritzau Finans.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, mødtes onsdag med formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, i Det Hvide Hus.

Her blev de enige om rammerne for en fremtidig handelsaftale mellem USA og EU. Det var ifølge blandt andre Dansk Industri mere, end man kunne håbe på inden mødet. Det har dog været småt med konkrete detaljer.

Når Mærsk-aktierne reagerer på de meldinger, skyldes det, at rederiet er afhængig af verdenshandlen, forklarer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.

- Man fragter containere hver eneste dag - masser af containere - og der er ingen tvivl om, at investorerne ser positivt på, at EU og USA nu taler med hinanden i stedet for at tale til hinanden.

- Det ser ud til, at man har indgået en form for våbenhvile, men om det ender med fred, vil tiden vise. Vi ved, at vejen mod disse aftaler kan være lang, siger Pedersen.

På grund af handelskonflikten mellem USA og EU er Mærsk-aktierne ifølge Ritzau Finans faldet i de seneste måneder, mens også stridigheder mellem USA og Kina har spillet ind.

Kinakonflikten er endnu ikke afblæst, hvilket kan få betydning for Mærsks halvårsregnskab. Det kan få aktien til at fortsætte sine udsving, mener Martin Munk fra Jyske Bank.

Mærsk-aktiens stigning er nok til en placering øverst på skamlen i det ledende danske indeks, C25. Det stiger torsdag klokken 10.45 med 1,1 procent.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.