Drab

Våbenhvile og samarbejde truet efter drab og vejlukning

:GAZA BY: Den israelske hær og de palæstinensiske styrker gav i går hver især modparten skylden for en ny tilspidsning af situationen i Gazastriben, der kan true det nyligt indgåede sikkerhedssamarbejde mellem israelere og palæstinensere. Også en palæstinensisk våbenhvile vakler, efter at Al-Aqsa Martyrernes Brigader, der er en militant udbrydergruppe fra den palæstinensiske leder Yasser Arafats Fatah-bevægelse, truede med at hævne israelske soldaters drab på et af deres medlemmer på Vestbredden natten til torsdag. Efter at de militante palæstinensiske organisationer i weekenden udråbte den midlertidige våbenhvile, meddelte al-Aqsa Martyrernes Brigader torsdag, at de ikke længere ser sig omfattet af våbenhvilen, fordi Israel ikke som krævet af organisationerne har stoppet drabene på deres medlemmer. Ved begravelsen af den 31-årige Mahmoud Shawer, der blev dræbt under en israelsk aktion i Qalqilya, blev det via højtalere bebudet, at gruppen vil hævne drabet i løbet af 24 timer. Den israelske hær blokerede torsdag i seks timer hovedvejen gennem Gazastriben som svar på et raketangreb på en jødisk bosættelse tidligere på dagen, hvorved fire israelere blev såret. Israel protesterede også officielt til det palæstinensiske selvstyre over bruddet på sikkerhedsaftalen, der blev indgået i sidste uge og har ført til israelske tilbagetrækninger fra den nordlige del af Gazastriben og Betlehem. Ifølge palæstinensiske sikkerhedskilder skød israelske soldater mod vrede bilister, der blev forhindret i at passere kontrolposten al-Matahen i Gazastriben. Tre palæstinensiske bilister blev såret, oplyste hospitalskilder i Khan Yunis. Den palæstinensiske premierminister, Mahmoud Abbas, fordømte torsdag angrebet på bosættelsen som en terrorhandling, og han bebudede, at enhver, der bryder våbenhvilen, vil blive anholdt. - Vi har indgået en aftale med Israel, og vi vil ikke give nogen som helst lov til at sabotere fredsprocessen, sagde Abbas ifølge det tyske nyhedsbureau dpa. Lederen af den palæstinensiske præsident Arafats kontor, Taieb Abdelrahim, sagde torsdag, at begge sider havde brudt aftalen, men at der vil blive fundet en løsning, når israelske og palæstinensiske repræsentanter mødes igen. Sikkerhedsaftalen er del af en internationale køreplan for fred, som er udarbejdet af USA, EU, Rusland og FN, og som sigter mod oprettelsen af en palæstinensisk stat om to år. Den tidligere palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erekat, krævede torsdag mere handling fra USA's side, så køreplanen ikke kører af sporet. - Indtil nu har Israel ikke som krævet i køreplanen erklæret helt at afstå fra at bruge vold, sagde Erekat ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. Imens har den israelske hær indført udgangsforbud i byen Tulkarm på Vestbredden, skrev den israelske avis Ha'aretz på sin hjemmeside. Ifølge israelsk radio blev i alt 15 palæstinensere anholdt under israelske razziaer på Vestbredden tidligt torsdag. /ritzau/AFP