Våd men tilfreds

Selv om Roskilde Festivalen druknede i vandmasserne, var den alligevel en succes - i hvert fald hvis man spørger festivalens talsmand, Esben Danielsen. I går kunne han og resten af folkene bag festivalen glæde sig over en veloverstået uge med musik, fest og masser af vand og mudder. - Der har været nogle ting, der har gjort, at vi har haft mange odds imod os. Blandt andet har vejret og afbuddet fra David Bowie været to store ting, der har gjort det svært at arrangere festival. Men vi synes alligevel, at det har været en rigtig god festival, lyder det fra Esben Danielsen. Noget af det, der vil blive husket fra årets festival, er de store mængder af regn og mudder, som har dækket festivalpladsen. Men det kunne have været meget værre, hvis ikke folkene bag festivalen havde arbejdet på højtryk for at rense pladsen for det værste slam. - Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke har kunnet komme af med alt mudderet, men vi synes, at det lykkedes rimeligt godt. Vi har gjort en stor indsats for at rense områderne omkring toiletter, veje og butiksarealer, så det har været lettere, at komme frem, siger Esben Danielsen. Publikum har dog holdt humøret højt og festet, som de plejer. Det er ikke kun ledelsen, der er tilfreds med festivalens fredelige forløb. Også politiet kan ånde lettet op og konstatere, at hashsalget fra Christiania ikke er flyttet til Roskilde, som man ellers havde frygtet. Tre hashhandlere blev anholdt, 300 gram hash og 224 ecstasypiller beslaglagt og 27 bøder til de små fisk i mudderet. Festivalen er forløbet forholdsvist roligt, og politiet kan kun berette om to voldsepisoder og tre voldtægter. - Det er dejligt at se, at publikum passer på hinanden. To voldsepisoder er ikke meget, når der er samlet 100.000 mennesker på et sted. Desværre har vi haft tre voldtægter, og det er meget ærgerligt, siger Michael Kristiansen. /ritzau/