Danmark

Våd Roskilde Festival til gæster: Bliv væk

Uvejret får nu Roskilde Festival til at opfordre tidlige gæster til at blive hjemme, indtil vejret er bedre.

Våd Roskilde Festival til gæster: Bliv væk

Mange forventningsfulde festivalgæster tager til Roskilde Festival, inden portene åbner for at få de bedste pladser. Men nu opfordrer festivalen gæsterne til at blive hjemme inden åbningen i morgen på grund af det voldsomme regnvejr, der raser over området.

"Vejrudsigten lover kraftigt uvejr i dag, fredag 29. juni. Så bliv hellere hjemme til i morgen, hvor vejret forhåbentlig viser sig fra en mildere side," skriver festivalen på sin hjemmeside.

Portene åbner lørdag klokken 18 og beskeden til dem, der allerede er klar ved hegnet, lyder:

"Hvis du allerede er på vej eller måske endda er ankommet, opfordrer vi dig til at søge ly og læ og holde dig væk fra hegnet. Det er ikke tilladt at slå telte op foran indgangen."

Skulle regnen bryde ud og blive til lyn og torden under selve festivalen, der foregår 5. til 8. juli, så er der også lagt en plan.

- Vi har lynsikret vores servicetårne, hvor der er vagter. Og hvis det tordner, sørger vi for, at gæsterne ikke opholder sig højt oppe, sagde talskvinde Christina Bilde til Ritzau tidligere på ugen.

- Vagterne sørger for at informere de gæster, der bliver utrygge ved et eventuelt tordenvejr, forklarede hun.

Desuden har Roskilde Festival bedt Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) om hjælp til en vejledning.

- Vi retter os efter de råd, som DMI kommer med. Men vi har efterlyst en ny vejledning, der er direkte rettet mod events og festivaler, og den skulle nu være på vej fra DMI, lød det fra Christina Bilde.

Lyn har dog hidtil aldrig slået ned på Roskilde Festival, selv om gæsterne har fået nogle tordenskyller gennem årene.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.