Vådeste august i 44 år

Der er faldet så meget regn i august, at man skal 44 år tilbage for at finde noget tilsvarende

Mange har oplevet en oversvømmet have i august. Foto: Michael Koch

Mange har oplevet en oversvømmet have i august. Foto: Michael Koch

Frem til onsdag morgen kl. 8 er der faldet 120 millimeter nedbør eller 12 store gulvspande med vand på hver eneste kvadratmeter af Danmark, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). - Normalen for en hel august er 67 millimeter, så det er snart dobbelt op med en uge tilbage af måneden, siger klimatolog John Cappelen. 1963 havde en rigtig våd sommer med hele 155 millimeter regn i august. Men også i år kan vi komme op på noget lignende, vurderer afdelingsmeteorolog Stig Rosenørn fra DMI. - Der er masser af nedbør i prognoserne de kommende dage, ja faktisk helt frem til slutningen af måneden. Om vi passerer de 155 millimeter er ikke til at sige, men vi skal nok nå op i nærheden, siger Stig Rosenørn. Den absolutte nedbørsrekord for august ligger tilbage i 1891 og lyder på 167 millimeter. DMI begyndte at måle nedbør i Danmark i 1873. Senest, vi havde en august som i år, var i 1992. Den sommer var også lang, tør og rekordvarm, og der faldt 116 millimeter regn. - Det er det opvarmede havvand omkring os efter den varme sommer, der gør bygerne meget kraftige. Det er en naturlig proces efter en varm sommer, når der kommer kulde i højden som følge af lavtrykspassager. Det producerer uvægerligt regn, torden og skypumper, siger Stig Rosenørn. /ritzau/