Vådt kræmmermarked

På trods af regn besøgte små 5.000 markedet, og tyrolermusikken holdt humøret højt

Naturvidenskab 27. maj 2003 08:00

STORVORDE: Årets kræmmermarked var en våd fornøjelse lørdag. Søndag var vejret noget bedre, men på trods af regnen besøgte de sædvanlige 5.000-6.000 markedet i løbet af weekenden. Til gengæld solgte tombolaen bedre end sædvanligt, og her regner Storvorde Flaglaug med at sikre sig et overskud omkring de 25.000 kr. - På trods af vejret gik markedet fint og specielt tyrolerbandet - Tirolerband Aalburg - var med til at skabe en fin stemning. De unge studerende fra Aalborg iført reglementerede lederhosen spillede også på ambolt, og mellem deres to koncerter på scenen marcherede de rundt på markedspladsen, siger flaglaugets formand Lars Peter Frisk. Festlighederne begyndte allerede fredag aften med alkoholfrit diskotek for de unge, og lørdag morgen var der så gratis morgenkaffe, mens den lokale bager havde sponseret rundstykkerne. - For én gang skyld var vi nødt til at bryde traditionen og flytte kaffebordet ind i teltet på grund af regnen. Vi var vel 300 stykker, som nød kaffen under teltdugen, mener Lars Peter Frisk. Frisk bød officielt velkommen og understregede her, at en af flaglaugets vigtigste opgaver er at sørge for, at det sker noget, så nytilflyttede kommer med, føler sig velkomne, og alle lærer hinanden at kende i det lille lokalsamfund . Mou Kanonlaug var mødt i fuld galla: 10 mand høj plus kanoner, og de skød markedet i gang, efter at kaffen var nydt. Sangkonkurrencen "Stjerne for en dag" blev aflyst, da der var for få tilmeldte, men markedsarrangørerne er friske på at forsøge igen næste år. Kræmmerballet om aften var velbesøgt. Mange valgte at gå direkte fra Tirolerband til bal og nød her helstegt pattegris og musikalsk underholdning ved "Allan og Hugo" Søndag morgen åbnede markedet ved 10-tiden. Vejret var klaret op og viste sig fra en pænere side, og der var underholdning med "Det flyvende Kuffertcirkus" og "Klarup Square Dance". - Kaffebordet med masser af hjemmebagt kage leveret af 30 forskellige husmødre var som sædvanlig et tilløbsstykke. Specielt de lidt ældre af vore markedsgæster holder meget af hjemmebagstraditionen og i år var der så meget kage, at vi ikke kunne spise op. Derfor kørte vi overskudskage ud til de ældre på Storvorde Plejecenter, fortæller Lars Peter Frisk. Vinderen af hovedgevinsten i tombolalotteriet blev Gitte Jacobsen, Klarup,som fik et rejsegavekort på 3500 kr. Herudover var der yderligere en række gevinster sponsoreret af de lokale handlende. - Tombolaen gik godt i år. Det er den, vi laver vores overskud på ,og selv om vi endnu ikke endeligt har gjort regnskabet op, kommer vi vel ud med et overskud på omkring de 25.000 kr., mener Lars Peter Frisk. Pengene går til vedligeholdelse og udvidelse af flagalleen, og så har Storvorde Flaglaug ikke helt opgivet ideen om engang at få lavet nogle nye byporte. En ide, som skabte en del lokal debat for og imod, sidst den blev luftet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...