Vågekoner til døende

Organisationen Kamillus vil ved Jammerbugten oprette gruppe af frivillige, der tager ud og våger ved uhelbredeligt syge.

Mariann Stenholm
Initiativgruppen til den nye afdeling af Kamillus udgøres af (fv) Bente Ågren Jensen, Helen Larsen og Hilly Marie le Févre.
EMNER 22. februar 2012 08:25

Efter flere sonderende møder i en initiativgruppe ser det nu ud til, at en lokalafdeling af organisationen Kamillus er på vej i Jammerbugt. Kamillus er en nordjysk organisation af frivillige, der tager ud og våger ved uhelbredeligt syge og døende patienter, både i eget hjem, på plejehjem og på hospitaler. Der findes allerede lokalafdelinger i Aalborg, Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn, og der holdes et orienteringsmøde om den nye Jammerbugt-afdeling i Frivillighuset i Pandrup tirsdag 13. marts. - Vi er overbevist om, at der også er et behov i Jammerbugt Kommune, og efter orienteringsmødet er næste skridt at etablere en bestyrelse og samle frivillige til besøgstjenesten, forklarer Hilly Marie le Févre fra initiativgruppen. Hun er selv frivilligkoordinator og aktiv i Brønderslev-afdelingen af Kamillus, og hun understreger, at vågekonerne - som også kan være mænd - ikke overtager de professionelles arbejde på sygehus, plejehjem eller i hjemmesygepleje. - Vi samarbejder med dem og er en støtte for den syge og de pårørende, en hånd at holde i og en aflastning i en svær periode. - På orienteringsmødet kan man tegne sig som interesseret i at blive frivillig eller bestyrelsesmedlem, og hvis der er basis for det, går vi videre med at stifte en bestyrelse, forklarer Hilly Marie le Févre. - Hvis man gerne vil være vågekone, kommer man til et interview, en antagelsessamtale med to fra Kamillus, oplyser hun. - Det er vigtigt, at man har en solid erfaringsrygsæk, og man skal kunne tilsidesætte egne behov og møde mennesker åbent og fordomsfrit. Hilly Marie le Févre tilføjer, at man som besøgsven i Kamillus har tavshedspligt, og man skal kunne rykke ud med kort varsel, dag, aften og nat. Den maksimale vågeperiode er tre timer ad gangen, minimum en gang om ugen, men der kan sagtens være flere besøg. - Det vigtigste er, at man er nærværende, og man skal kunne lytte og tale med den syge og de pårørende, forklarer hun. Hilly Marie le Févre oplyser, at borgmester Mogens Gade vil deltage i orienteringsmødet, som han også indleder, og han har på forhånd givet sin uforbeholdne støtte til den nye afdeling af Kamillus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...