Vågnede op i brummen på sin fødselsdag

Aalborg 15. september 2002 08:00

AALBORG: Godt nok strækker Aalborg Politi sig normalt langt for at servicere kunderne bedst muligt, men der var trods alt næppe dannebrogsflag, kagemand og fødselsdagssang til en mand, som i går morges vågnede op i detentionen på politigården - på sin 31 års fødselsdag. Ifølge politiets vagthavende blev manden anholdt og taget med til detentionen, da han ved 04-tiden natten til i går førte sig noget frem på Nytorv. Manden var noget beruset - måske efter at have taget forskud på fødselsdagsfesten - og ifølge vagthavende var han ikke meget for at oplyse sit navn eller noget, da han blev kontaktet af betjente fra Aalborg Politi. Derfor blev han anholdt og fik en overnatning i detentionen. Han blev løsladt i går morges, så han dog trods alt fik chancen for at fejre dagen i frihed. tino

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...