Fodbold

Vaarst-Fjellerad håb om sejr knust

Landspokalturneringen for herrer, 2. runde. AALBORG: Med 0-2 mod AaB, 1-1 mod Mou IF og 2-3 mod Aalborg Freja har det nye trænerpar i Vaarst-Fjellerad BK, Claus Meldgaard og Klaus Vestergaard, ikke fået den bedst start på serie 3-turneringen. Derfor havde alle omkring holdet satset på en sejr i landspokalturneringen Dong Cup's 2. runde i håb om lidt luft under vingerne. Men serie 4-spillerne fra Øster Sundby B 32 knuste det spinkle håb med en enkelt scoring, og således fik B 32'erne et tiltrængt løft efter nederlag i de to første turneringskampe. Føjes til skal, at Øster Sundby-holdet slog Haubro IF fra serie 6 med 3-1 i pokalens 1. runde. I næste og 3. pokalrunde, hvor kampene er sat til tirsdag 29. april, skal Øster Sundby B 32 besøge serie 4-kollegerne i Bælum-Solbjerg IF, som i 2. runde og med cifrene 3-2 eliminerede Mou IF's oprykkede serie 3-hold. Et par andre hold fra klubber med adresse i Aalborg Kommune var også involveret i Dong Cup'ens 2. runde. Tylstrup IF fra serie 4 havde besøg af Bjergby-Mygdal IF, og tabte klart, selv om Bjergby-Mygdal kun har præsteret eet point i serie 3. Aalborg KFUM serie 4 skaffede sig adgang til 2. runde med Frem-Skørpings serie 3-hold ved at slå serie 4-kollegerne fra Ravnkilde IF med 2-1. Mod skørpingenserne gav KFUM'erne - trods straffesparkskonkurrence - bevis på deres styrke i serie 4-hold. Efter tre spillerunder i boldspil-unionens sommerturnering har de maksimumpoint ni og en målscore på 11-0. I landspokalens 3. runde trak KFUM'erne fordel af hjemmebane mod Aabybro IF's serie 2-hold. Netop serie 2-holdene er nye i landspokalsammenhæng, når 3. runde afvikles på den sidste tirsdag i april. Dall-Ferslev IF's oprykkere skal på udebane møde Birkelse IF (serie 3). Flagskibet fra Skalborg SK, ligeledes oprykkere i serie 2, skal besøge Hornum IF (serie 4), der i de foregående runder har slået Rørbæk IF (serie 5) 3-1 og IK Rosendal Hørby (serie 3) 6-5. Serie 2-spillerne fra B 52-AFC Aalborg skal spille på ??? mod Team Midtfjord (serie 4), der i 1. runde vandt uden kamp mod Trekroner IF 98 (serie 5) og som i 2. runde trak plads som oversiddere. Endelig skal Gug BK's serie 2-spillere aflægge visit hos serie 3-holdet i Terndrup IF. Terndrup var med i 2. runde og vandt ude 1-0 mod Doense-Vebbestrup IF (serie 4). Øster Sundby B 32 (s.4)-Vaarst/Fjellerad BK (s.3) 1-0 (1-0) Mål: 1-0 (25. minut) Nicolai Nielsen. ØSTER SUNDBY: Vaarst-Fjellerad tog afsted med en blanding af første-, andetholds- og old boys-spillere og det var nok til at sætte Øster Sundbys middelmådige serie 4-hold under pres i store dele af kampen. For gæsterne blev opgøret skæmmet af to ting. De kunne ikke udnytte deres chancer. Træner Klaus Vestergaard var med fortrinlige hovedstød tæt på flere gange, men i de fleste tilfælde fik B 32'erne afværget på stregen. Dernæst var der i 1. halvleg rødt kort til Jørgen Berg. Angiveligt havde han slået ud efter en modstander. Da udvisningen blev efterfulgt af en advarsel, måtte Vaarst-Fjellerad i en kort periode spille ni mod 11. Trods disse omstændigheder fastholdt de presset og grebet. Efter en forholdsvis begivenhedsløs 1. halvleg tog tingene fart. Øster Sundbys træner på anden sæson, Ole Sørensen, erkender, at hans mandskab levede på kontraspil. I 2. halvleg gav denne taktik hjemmeholdet flere muligheder for at øge Nicolai Nielsens sejrsmål, som han scorede efter klumpspil overfor tre modstandere. Tre gange var B 32-angriberne alene med Vaarst-målmanden. Modsat havde Vaarst-Fjellerad også oplagte chancer, så ret beset kunne kampen have endt i hvad som helst. Bagefter var trænerne enige om, at 2. halvlegs vekslende spil var med til at gøre mødet til et rigtigt pokalopgør. Aalborg KFUM (s.4)-Frem Skørping (s.3) 5-4 efter straffesparkskonkurrence. Ordinær spilletid: 0-0. Straffesparksmål for KFUM: 1-0 Michael Sørensen, 2-1 Benjamin Duve, 3-2 Tuncay Demirel, 4-3 Thomas Larsen, 5-4 Henrik Jensen. HASSERIS: Aalborg KFUM's serie 4-hold plages af skader. Derfor måtte de løse opgave med blandt andre seks fra andetholdet og med fokus på, at antallet af skader ikke måtte forøges. Efterfølgende havde KFUM-træner Ole Madsen ikke de mest floromvundne kommentarer: - Det var en pokalkamp på det jævne. Den var jævnbyrdig. Spil og chancer var ligeligt fordelt, så resultatet er passende, sagde han. Forinden var alle parter, inklusive dommeren, blevet enige om, at man - i tilfælde af uafgjort - skulle gå direkte til straffespark for at undgå en forlængelse på to gange 15 minutter. Det blev som aftalt. Gæsterne fra Skørping lagde ud. Eftersom det første forsøg blev reddet af KFUM-målmand Lars Juul, og holdets fem udpegede skytter scorede sikkert, blev de to holds mellemværende afklaret i løbet af kort tid. Nu glæder KFUM'erne sig til Aabybros serie 2-hold i pokalens 3. runde. Indtil nu har Aabybro spillet tre serie 2-kampe. De har tabt dem alle; 2-3, 0-1 og 0-2, hvilket indikerer, at de lavere rangerende KFUM'ere ikke er uden vinderchancer. Tylstrup IF (s.4)-Bjergby/Mygdal IF (s.3) 1-5 (0-2) Mål for Tylstrup: 1-5 (85. minut) Finn Hansen. TYLSTRUP: Gæsterne fra Bjergby-Mygdal udgjorde en for stor overmagt for Tylstrup, der på tredje sæson trænes af Lars Sachse. - Men vi spillede faktisk en udmærket kamp uden at falde igennem. Ved pausen var vi bagud 0-2. Det blev også 0-5 inden vi fik scoret, men undervejs havde vi chancer til at komme tilbage i kampen. Misbruget foran gæsternes mål var dog for stort, så på ingen måder kan vi anfægte Bjergby-Mygdals sejr. Den var fuldtud fortjent, mener Tylstrup-træneren, hvis mandskab har fået fire af ni mulige point i serie 4-turneringen. Med et behersket indersidespark, og efter et godt gennemspillet angreb, fik Finn Hansen scoret Tylstrups enlige mål blot fem minutter før tid. Resultater fra landspokalturneringen Dong Cup's 1. runde: Ellidshøj IF (s.5)-Vokslev IF (s.4) 1-3, RKG Klarup (s.5)-Doense/Vebbestrup IF (s.4) 0-5, Ørsø IF (s.5)-IF Haabet Øster Uttrup (s.5) 7-5 og Øster Hornum IF (s.5)-St. Restrup IF (s.4) 7-6. brula