Vaccination mod kighoste

1. september udvides 5-års-vaccinationen til også at omfatte revaccination mod kighoste. Børnene vaccineres herefter med DiTeKiBooster, som består af vaccine mod difteri, stivkrampe og kighoste. DiTeKiBooster erstatter den nuværende vaccination i 5 års-alderen, og der skal fortsat kun gives ét stik. Kighoste forekommer i Danmark med epidemier hvert 3.-5. år. Sygdommen er specielt alvorlig hos spædbørn, men også større børn og unge kan blive syge. Efter grundvaccination er barnet godt beskyttet i nogle år, hvorefter beskyttelsen aftager. Større børn, som er grundvaccinerede, risikerer derfor at få kighoste igen og kan derfor smitte mindre ubeskyttede børn. Efter revaccination med DiTeKiBooster vil beskyttelsen mod difteri og stivkrampe vare mindst 10 år. Hvor længe vaccinen beskytter mod kighoste er endnu uafklaret, men det er formentlig af tilsvarende længde. Fra 1. juli 2004 udvides 5 års-revaccinationen yderligere og vil så også omfatte revaccination mod polio. Kilde: Statens Serum Institut og Sundhed.dk