Vaccine mod brystkræft på vej

Forskere er positive efter test af vaccine

PHOTOPQR/LE TELEGRAMME/colourbox.com

HELE LANDET: Det vil være forkert at sige, at den er lige om hjørnet, men en vaccine mod brystkræft ser ud til at være godt på vej.

Forskerne er i hvert fald positive efter at have testet den på kvinder med brystkræft og et forringet immunsystem.

I en lille undersøgelse fik 14 kvinder med brystkræft, som havde spredt sig, en injektion med vaccine, der er rettet mod et specifikt protein. Dette protein kaldes mammaglobin-A og findes i store mængder i brystkræft tumorer.

Selv om studiet er lille, antyder resultaterne, at vaccinen kan booste patienternes immunforsvar og hjælpe kvinderne med at bremse sygdommens udvikling.

Kvinderne i studiet havde sygdommen i det, lægerne kalder avanceret stadie, hvilket betyder, at de tidligere har fået kemoterapi, der er kendt for at nedbryde patienters immunfunktion.

Vaccinen fører en speciel type hvide blodlegemer ind i immunsystemet for at spore det vigtige protein og ødelægge det. Den høje mængde af proteinet findes hos 80 procent af alle brystkræftpatienter.

- Jeg ønsker ikke at oversælge det her, siger leder af studiet dr. William Gillanders, der er viceformand for forskning ved kirurgisk afdeling på Washington University School of Medicine i St. Louis.

- Det er et lille klinisk studie. Men vi kan sige med overbevisning, at vaccinen var sikker, siger han.

- Vi kan også med sikkerhed sige, at vi var i stand til at generere et immunforsvar hos næsten alle de patienter, der blev vaccinerede. Og der er tidlige tegn på, at vaccinen måske har en indflydelse på brystkræftens udvikling. Men dette kræver yderligere undersøgelser at dokumentere, siger han.

Sammen med kollegaerne har han fået sine resultater offentliggjort i Clinical Cancer Research.

Uden udvikling i sygdommen

Forskerne fandt ud af, at bivirkningerne ved vaccinen efter et år var minimale. Nogle patienter fik dog lidt udslet, ekstra følsomhed og milde influenzalignende symptomer.

Læs også: 9 vigtige nyheder om brystkræft i 2014

Ydermere viste det sig, at efter et år havde omkring 50 procent af patienterne ingen tegn på udvikling i sygdommen. Til sammenligning havde kun 20 procent i en sammenlignelig gruppe på 12 patienter samme stilstand i sygdommen.

Læs også: 10 madråd mod brystkræft

Forskerne holder dog fast i, at der er behov for større og længerevarende studier. De gætter på, at hvis vaccinen gives til nydiagnosticerede brystkræftpatienter, som endnu ikke har fået kemoterapi, vil vaccinen måske vise sig at være effektiv også mht. helt at stoppe sygdommen.

Gillanders understreger dog, at studiet ikke var designet til at se på, om vaccinen kan helbrede, hvilket gør det svært at drage for mange konklusioner ud af resultaterne.

Læs også: 14 tegn på kræft kvinder ikke må ignorere

- Men der har været stor interesse for at udvikle en forebyggende vaccine mod brystkræft og andre kræftformer. Og dette arbejde bekræfter det lovende i den strategi, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden