Coronavirus

Seruminstitut: Vacciner skyld i markant færre smittede og døde

Institut bekræfter, at markant færre ældre er blevet smittet, eller er døde med covid-19 grundet vacciner.

Arkivfoto

Arkivfoto

KØBENHAVN:For første gang siden september var der i uge ni ingen døde på plejehjem relateret til coronavirus.

Det skyldes, at langt størstedelen af plejehjemsbeboerne er blevet vaccineret, bekræfter Statens Serum Institut.

I den første uge af januar var der 81 dødsfald, hvilket faldt til ingen dødsfald i uge ni. Sidst der var nul døde var i september. I uge ti var der dog to døde.

Samtidig er antallet af smittede faldet markant grundet vaccinering.

I uge et var der 464 smittetilfælde, mens det var faldet til et i uge ti. Det fremgår af et skema fra Statens Serum Institut.

På grund af vaccinerne har der ikke været nogen coronatilfælde den seneste uge hos personer over 90 år.

Ifølge et notat fra Statens Serum Institut, som Ritzau er i besiddelse af, kan markant mange dødsfald undgås ved vaccine.

Danmark kan undgå 81 procent af de dødsfald, der er coronarelaterede, når alle over 50 år har fået tilbudt en vaccine. Det har de i uge 23 i juni ifølge planen.

En professor har tidligere vurderet, at faldet ikke kan skyldes andet end den danske vaccineindsats.

- Når faldet er så ekstremt, så er det helt klart, at det er vaccinerne, der gør deres indtog nu, har professor i immunologi ved Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen sagt til TV2.

Danmark har vaccineret mod coronavirus siden 27. december sidste år. Alle ventes at være vaccineret i juli.

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen er det værd at bemærke, at det som regel tager nogle uger at blive alvorligt syg af en covid-19-infektion.

Derfor ser vi først effekten af vaccinerne i tallene nu.

Der er forhandlinger torsdag aften i Statsministeriet mellem Folketingets partier om en langsigtet genåbningsplan, som ventes at være afsluttet 23. marts.

Der kan dog komme udmeldinger om delvise åbninger inden da.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.