Vadede i chancer men tabte

ASV 87"s damer i håndboldens serie et spillede sæsonens næstsidste kamp mod Nøvling, der vandt med 19-16 efter 10-10 ved pausen.

For ASV 87 var kampen uden betydning. Holdet er rykket ned, hvorimod Nøvling med en sejr kunne undgå at skulle ud og spille om at blive i rækken. De østhimmerlandske damer må en tur ned, da ikke færre end syv hold rykker ud. Hjemmeholdet, ASV 87, begyndte bedst med stor fightervilje. Det blev til mange chancer med flot angrebsspil. -Desværre var effektiviteten på chancerne for ringe, og der blev brændt den ene chance efter den anden, siger Gitte Sand fra ASV 87. Maibritt Munk i hjemmeholdets mål sørgede for, at holdet hele tiden var inde i kampen, blandt andet tog hun sig af tre straffekast. Efter pausen blev udnyttelsen af chancerne ikke bedre, selv om der blev vist aggressivt angrebsspil med Michaela Kristensen i front. Gitte Sand blev topscorer for hjemmeholdet med fem fuldtræffere, Lisa Haüser 4, Dorte Damm, Annemette Sloth og Kristina Sørensen 2. Michaela Kristensen tegnede sig for et enkelt mål.