Vadum-forældre lukker tre institutioner

EMNER 22. september 2002 23:15

VADUM: Forældrene i Vadum må i dag finde alternative pasningsmuligheder til deres børnehave- og DUS-børn. Byens to børnehaver, Kernehuset og Uldtotten, og DUS-ordningen ved Vadum Skole bliver blokeret af utilfredse forældre. Aktionen, der kun varer en enkelt dag, skyldes udsigterne til forringelser på børneområdet på næste års kommunale budget, oplyser Claus Degn fra Uldtottens forældrebestyrelse. - Vi ved godt, at vi ikke kan flytte noget, men vi vil alligevel vise vores utilfredshed og sige til kommunen, at "det er ikke godt nok, husk det en anden gang", siger Claus Degn. Han nævner, at selv om der ikke bliver lukket institutioner i Vadum, så vil byens forældre gerne vise solidaritet med de institutioner og pædagoger, sparebudgettet rammer direkte. Aktionen er desuden en protest mod den voldsomme stigning i forældrebetalingen og de planlagte opnormeringer af børnetallet, påpeger han. De tre forældrebestyrelser i Vadum har haft ringet rundt til alle de relevante forældre for at høre deres mening om aktionen, og der har ifølge Claus Degn været flertal for blokaderne - ikke et kæmpestort flertal, men dog et flertal, bemærker han. Ikke ret mange menige forældre støtter aktionen ved selv at være med, så de fleste blokadevagter kommer fra bestyrelserne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...