“Vædderen” på 20 kronen

Galathea 3-ekspeditionens skib “Vædderen” nyt motiv på 20-kronen

Naturvidenskab 22. marts 2007 05:00

Nationalbanken byder inspektionsskibet “Vædderen” velkommen, når det 25. april anløber København efter jordomsejlingen med den tredje Galathea-ekspedition. Samme dag udgiver banken en 20-krone med et motiv af “Vædderen” og med dens rute på verdenshavene markeret bagved skibet. Det sker som led i en ny temaserie af mønter, hvor udvalgte skibe er motivet på 20-kronens ene side. - Galathea 3 er den største danske forskningsekspedition i mere end 50 år, og dens formål er at styrke dansk forskning, lyder begrundelsen fra Nationalbanken. Det er billedhuggeren Øivind Nygård, der har udformet motivet af “Vædderen”. 20-kronen med “Vædderen” udsendes i 1,2 millioner eksemplarer, og næste mønt i serien udkommer til efteråret. Nationalbanken har stor succes med sine temamønter. I anledning af Det Internationale Polarår udsender banken også en række temamønter, hvoraf den første kommer 26. marts med en isbjørn som motiv. Det er ti-kronen, der præges af polarmotiverne, og den første mønt i polarserien er også fremstillet i en samlerudgave i sølv og grønlandsk guld. Nationalbankdirektør Torben Nielsen siger, at interessen for disse mønter er stor. - Det er første gang, at der fremstilles en mønt i grønlandsk guld, og der har været så overvældende interesse for guldmønten, at den er udsolgt fra Den Kgl. Mønt, sagde Torben Nielsen på et pressemøde tirsdag. Nationalbanken overrakte tirsdag den første guldmønt til kronprins Frederik, der har stor interesse for grønlandske forhold. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...