Vægelsind og bukkejagt

Lyt her til den kloge, gamle med erfaringer fra maj

Jægere glæder sig til enhver sæson, fordi den fylder deres tilværelse med uundværlige oplevelser. Efteråret er fra gammel tid bedst, fordi alle jagtbare arter er med, men intet bringer forberedelser som bukkejagten i maj. Skydebanerne er fyldt. Jagtforretningerne er ved at bryde sammen af kunder, og våbeneftersyn er en disciplin, som var det i forsvaret. På fredag morgen, St. Bededag, går det løs, og egnsvis er der bagefter bukketræf og kaffe for de morgenduelige. Der er noget særligt ved maj, fordi den er lysegrøn, og der er noget særligt ved pürschjagt, fordi det er en enkeltmandsjagt. Man er alene med morgenkulden, hvis man har sat sig. Man er alene med opgaven, hvis man vil gå. Der er taktik i spillet, for uden fornemmelse for buk bliver man udråbt til fjols. Råen får vind af det mærkelige væsen, der lister, som var han indianer. Skovskaden skræpper op, fordi den måske aldrig har set noget lignende. Solsorten kæfter med for at slå alarm, og sætter du dig endelig, snerrer en mejse mistroisk. Frem - og fald til ro De hjemmevante i skoven reagerer, fordi du ikke blot er en spadserende. Det uvante gør dem betænkelige, så gå heller rask og rørig frem til din udkigspost. Stå eller sid stille. Så er du efter fem minutter opslugt af landskabet. Det er de andre, der træder ind på arenaen og lader sig iagttage. Der er mange måder at gribe sagen an på. Nogle sværger til at gå, i modvind naturligvis, mens andre står op ad et træ. Et kvarter eller længere. Andre igen kravler til vejrs for at få overblik, og nogle sniger sig gennem grøfter. Det gyser i skovjægeren, når han tænker på grøftefolkene der ude, som rejser sig og afgiver flade kugler. Især den første morgen med mange aktører kunne det ende i katastrofe - fordi også en fremmed havde stukket hovedet op, da skuddet lød. Situationen må stå som skrækeksempel. Fem kasketter Historien her vidner om faren: Længst afdøde jagtkonsulent Johannes Pedersen, Skørping, var med rækker af trofæer på væggen blandt de ivrigste bukkejægere gennem tiderne. I Himmerland skød han en majmorgen den siden berømte Veggerby-buk med middelstanglængde på 33 cm og brunperlet næsten til tops. Bukken var åbenbart kendt, for da jagtkonsulenten slap sin kugle, og bukken faldt, kom fem forskellige kasketter op fra nærliggende grøfter. Hovederne var i denne situation uden for fare, eftersom det var en professionel, der skød, men man gør sig forestillinger. Mange er på færde på fredag. Nej så er man taknemmelig for at have skoven som arbejdsplads. Til de utallige forberedelser hører her en plan, som ligger i baghovedet, så den ved solopgang alene justeres efter vindretningen. Det gode ved tiltagende alder er nu den omtalte fornemmelse. Bukke går, hvor bukke plejer at gå. De bedste endog i de samme områder. Forvisningen ligger i, at kommer han ikke ved premieren, kommer han senere. Tålmodighed er en god ting at have i lommen, og et træ er bedre støtte end et knæ. Nu skal I bare se! Her må det være Man tager sin jagtstok. Finder det første, gode sted og falder til ro. Man forsikrer sig selv, at dette her er godt. Først efter et kvarter sniger tvivlen sig ind, og nogle drives evindeligt af forestillingen om, at et andet sted er bedre. Næste oversigtsområde, hvor graner er fældet og fjernet, skråner nedad og vil være modtageligt for masser af kugler, om dette skulle være. En fejning 50 meter nede på en lysende lille røn, understøtter min plan. Jo, jo. Her! Men det er, som om vinden svøber her inde, hvor udsigten ellers er perfekt. En kold vind slår ned og kører rundt. Efter 10 minutter må man sadle om. Op igen. Over til lyngbakken, hvor du har langt kig ned i dalen. Her er blot ingen træer til fast anlæg. Skydestokken ligger nu i bilen, fordi jeg jo var i granskoven. Blæsten er også kold. Lidt ned ad skråningen, da. Her er læ. Solen kommer. Men lige i øjnene. Man læner sig tilbage mod bakken. Griber sig i et blunde. Det er jo også kun den første morgen. Den uafviselige undskyldning, som alle kan bruge. Det er vist tid til morgenkaffen. Mærkeligt at høre op på formiddagen, at vennerne i Vendsyssel fik en buk hver.