Vold

Væk fra skrivebordet

Volden stiger i Danmark. Alligevel sidder hundredvis af politibetjente bag skrivebordet og laver papirarbejde. I stedet for at patruljere på gaden. Vi har brug for flere politibetjente på gaderne. For at gribe ind, forebygge og skabe tryghed. Derfor foreslår jeg en akutplan, der vil flytte 200 politibetjente fra papir til patrulje.

Volden stiger, og forråelsen er taget til. Sagesløse mennesker bliver uden grund slået ned, slået ihjel, af tilfældige voldsmænd. Vi oplever bål og brand i gaderne. Antallet af børn, der bliver anmeldt for voldsforbrydelser er fordoblet siden 2001. Alligevel er der et afgørende element af virkelighed i forestillingen om Kardemommeby og politimester Bastian. Erfaringerne og undersøgelserne viser nemlig, at en af de mest effektive måder til at bekæmpe kriminalitet, forebygge at det sker, og skabe tryghed blandt borgerne, er politibetjente på gaden. Derfor er det et stort problem - og helt tåbeligt - at hundredvis af politibetjente i dag sidder bag skrivebordet og laver papirarbejde: laver ferieregnskab, udfylder vagtplaner og registrerer sygefravær i stedet for at gøre det, de er uddannede og bedst til: Sørge for lov og orden i gaderne. Politireformen har flyttet rundt på ansatte og opgaver indenfor politiet. Men hvad der på papiret så smart ud, har vist sig ikke at fungere godt nok. Københavns Politiforbund og Landsklubben HK Politi vurderer, at der kan hentes omkring 200 betjente alene ved at ansætte HK¿ere til at klare de administrative opgaver, politibetjente i dag sidder og bøvler med. 200 politibetjente, der i morgen ville kunne kastes ind i kampen mod kriminelle. Vi vil bruge 50 millioner kroner på at ansætte kontorpersonale til at frigøre 200 politibetjente til at komme ud af kontoret, ud på gaden, ud og bekæmpe kriminalitet.