Væk med det vilde hår

Vi satte 24NORDJYSKE-værtinde i frisørstolen for at teste efterårsmoden

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dele og samle med elastikker - så får man en vandret fletning i håret.

Vi går en koldere tid i møde, og ligesom årstiderne skifter, så gør hårmoden også. Så hvordan skal vi egentlig se ud nu, hvor det er efterår? Det bad vi frisør Heidi Reenberg Bech fra BL Simonsen i Algade om at give et bud på, og i stolen satte vi studievært på 24NORDJYSKE Pia Haugaard.

Det første, vores frisør gjorde, var at give håret en bundfarve, som er mørkere end studieværtens egen hårfarve.

- Jeg laver en mørk bundfarve for at give håret dybde, og den er trenden lige nu såvel i langt som i kort hår, siger Heidi Reenberg Bech.

- I foråret var det rigtig populært at lave såkaldte babylights i håret, altså enkelte, lysere striber. Her til efteråret kombinerer man mange forskellige farvemetoder, selvfølgelig under hensyntagen til den enkelte person, men med det formål at opnå et resultat, som ser meget naturligt ud.

Dertil kommer, at frisøren også lægger meget mærke til den ansigtsform, man har.

- Vi kalder det "hair contouring", og det handler om, at man tilpasser farverne efter ansigtsformen. Hvis man eksempelvis har en frikantet ansigtsform, lægger man en mørkere farve i håret ved tindingerne for at gøre ansigtet smallere, forklarer Heidi Reenberg Bech.

Men kan det ikke være skadeligt for håret at få det farvet, få det permanentet osv.?

- Der er faktisk sket meget på netop dét område de seneste år. Vi benytter os i dag af en såkaldt Olaplex-behandling, som kan gives sammen med eksempelvis afblegning eller permanent. Olaplex går ind og genopbygger svovlbroerne, altså hårets byggesten, som normalt ellers vil nedbrydes ved behandlingerne, siger Heidi Reenberg Bech.

Hun minder om, at det også er vigtigt at forbehandle håret, inden man styler det, og det kan man gøre ved at komme en varmebeskyttelse i håret.

Således bliver der også kommet en varmebeskyttende spray i håret på Pia Haugaard, inden frisøren tørrer håret med føntørrer.

- Efterfølgende kommer jeg en lille smule voks og shine-spray i, siger Heidi Reenberg Bech, inden hun begynder at style de brune lokker.

- I foråret var det trenden, at håret skulle have et "undone-look", altså et råt og vildt look - dog stadig på en naturlig måde. Men her i efteråret skal håret i stedet være mere lækkert og luftigt, og det opnår man blandt andet ved at lave bølger i håret ved at bruge et flad- eller bølgejern - eller, hvis man er ferm til at bruge en rundbørste, kan man bølge håret med rundbørsten under føntørring.

- Og hvor håret førhen skulle have et mat look, skal det nu være mere blankt, og det er derfor, jeg kom shine-spray i Pia’s hår, siger Heidi Reenberg Bech.

Hun fortæller, at efterårets look handler mere om at sætte håret op end at lade det hænge, og i den anledning vil hun lave, hvad der ligner en fletning i Pia Haugaards hår - men en vandret en af slagsen.

- Og det er faktisk ikke en rigtig fletning, for denne her laves ved hjælp af elastikker, siger frisøren og går i gang.

- Jeg starter med at toupere håret i fronten for at give det fylde i bunden.

- Så tager jeg en tot fra i fronten i højre side og tager herefter en mindre mængde hår, som jeg samler i en elastik.

- Jeg tager en lignende mængde hår ved siden af, som jeg også samler i en elastik, og denne tot deler jeg i to, som køres fremad mod øret og omkring den første tot, hvorefter den samles med en klemme.

- Så tager jeg og samler en ny mængde hår og tot nummer et i en ny elastik, som deles i to og køres omkring tot nummer 2. Sådan fortsætter man med at dele og samle hestehalerne, indtil der ikke er mere hår.

- Jeg hiver efterfølgende i det flettede hår for at løsne og gøre fletningen større.

- Den del af fletningen, som ikke har kontakt med hovedbunden, skubbes ind og fastgøres til det andet hår - og voila: En mega lækker opsætning.

Hvis du vil se, hvordan du selv laver fletningen, så gå ind og se videoen, hvor Heidi Reenberg Bech laver opsætningen på Pia Haugaard - https://www.facebook.com/midtvestavis/videos/1082802261835031/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst