Væk med usolidarisk ordning

Et unikt eksempel på, hvordan "tiden" kan vende op og ned på både hensigter og formål, - og hvordan manipulation kan fordreje fakta til noget, der nærmer sig ukendelighed.

Ingen kan benægte at "tiden" forandrer mangt og meget, men hvordan kan det så gå til, at man vil holde liv i en gammel sag som efterlønsordningen, der i 1979 blev vedtaget af SV-regeringen under ledelse af daværende statsminister Anker Jørgensen. Hensigten med efterlønsordningen var dengang at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden, og loven blev designet således, at primært personer, som var nedslidte som følge af fysisk eller psykisk særligt krævende arbejde, kunne trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet og dermed give plads for den yngre generation. Ordningen gav mulighed for efterløn til de nedslidte fra det tresindstyvende år og frem til pensionsalderen, som dengang var 67 år, og man forventede, at ca. 17.000 personer ville benytte sig af efterløns-ordningen. Men ordningen blev dog hurtigt til en helt utilsigtet generel tidlig pensionsordning, og i 1. kvartal 2009 var der 135.503 personer på efterløn. Hverdagens kendsgerninger og fakta er - endda på trods af den internationale finanskrise - at der i flere år ikke har været behov for en efterlønsordning, der skal bringe de unge ind på arbejdsmarkedet ved at skubbe den ældre generation ud. Den ansvarlige politik handler om at se fremad og få udviklingen styret i en sund og stabil retning, hvor vi som minimum kan opretholde, og gerne videreudvikle, den velfærd vi kender. Det koster, og derfor er der ikke plads og råd til at bevare efterlønsordningen i den model vi kender, og som over tid er blevet misbrugt som en ekstra pensionsordning, der giver de sunde og raske en mulighed for at trække sig ud af arbejdsmarkedet, for dermed at belaste landets økonomi. Det er ganske enkelt uhæderligt, at anvende store ressourcer på at sende sunde, raske og arbejdsdygtige personer ud af arbejdsmarkedet. - Hvad så med de mange, der af forskellige årsager ikke har muligheden for at gå på efterløn ? - Skal de bare knokle videre, måske endda på trods af at de kan være nedslidte. For at tilgodese det velfærdsniveau vi kender i dag, og for at få landet ind i en sund og bæredygtig fremtid kræver det, at der inden 2020 etableres yderligere 125.000 arbejdspladser. De politiske værktøjer er under udarbejdelse af regeringen, medens den lovede økonomiske "redningsplan" fra S og SF endnu ikke har set dagens lys. Et samfund i stadig udvikling har behov for kvalificeret arbejdskraft, ikke kun veluddannede unge, men også erfarne ældre på arbejdsmarkedet, samt tiltrækning af veluddannede fra det store udland. Set i den reelle sammenhæng må efterlønsordningen helt ud af billedet. Det er som nævnt uhæderligt og uansvarligt, fremtidigt at opretholde en efterlønsordning, der sender sunde, raske, arbejdsdygtige og erfarne ud af arbejdsmarkedet. - og så må man også huske på, at efterlønsordningen er over 30 år gammel, - og hvad er der ikke sket i løbet af de sidste 30 år? - Den gennemsnitlige levealder er blevet højere (vi lever længere). - Arbejdsmiljøet er blevet afgørende forbedret, således at der i dag slet ikke er den samme nedslidning som for 30 år siden! - Sundhedstilstanden er blevet meget bedre! - Sundhedssektoren er blevet langt bedre til at håndtere forebyggelse og sygdom! - og sådan er der sket mangfoldige forbedringer og fremskridt, som alt i alt overflødiggør en efterlønsordning i den form, den har haft i de seneste 30 år. Men hvad med de nedslidte? Man kan undre sig over, at der er sat en aldersgrænse for, hvornår man kan trække sig ud af arbejdsmarkedet på grund af nedslidning; man kan jo finde personer, der af forskellige årsager er nedslidte som 56 årige eller endda tidligere - skal disse nedslidte kæmpe sig frem til tresårsalderen før de kan blive "arbejdsfri"? Her opstår der en bunden opgave - en kæmpe udfordring. De "nedslidte" skal have muligheden for at "blive arbejdsfri" uanset alder, når det ud fra en lægefaglig vurdering er rimeligt og hensigtsmæssigt. - Hvorvidt det skal være "helt fri", "nedsat arbejdstid" eller et mere "skånsomt job" må bygge på individuelle vurderinger. Men kendsgerningen er, at efterlønsordningen, som vi har kendt den i mere end 30 år, skal helt væk, der er ikke plads til en usolidarisk ordning, hvor sunde, raske og arbejdsdygtige lukrerer på dem som af forskellige årsager ikke har en efterlønsordning.