Vækst giver Spacecom vokseværk

Den højteknologiske virksomhed planlægger fordobling af fabriksareal på Skivevej

Lokalpolitik 12. december 2004 05:00

HOBRO: 2004 bliver et rekordår for virksomheden Spacecom på Skivevej i Hobro. Omsætningen er næsten fordoblet i løbet af et år, og derfor satser fabrikken på snart at bygge til. Faktisk kan Spacecom godt være i de nuværende lokaler på trods af den enorme vækst. Men virksomheden skal bruge mere plads til at udvikle nye produkter, så fremgangen fortsætter. - Hvis vi er i stand til at udvikle nye produkter til en billig pris, er der i princippet ingen grænser for vores vækst, fortæller direktør og stifter af Spacecom Peter Nielsen. Han præciserer, at Hobro-virksomheden nok ikke vokser til 2000 ansatte, men en fordobling af den nuværende medarbejderstab på knap 40 er "ikke noget problem". En fod i Kina Spacecom producerer avanceret udstyr til satellitkommunikation. Den hobroensiske teknik sejler omkring på de syv have i satellitantenner på adskillige skibe. Antennerne benyttes også på landjorden i øde områder langt fra det almindelige mobilantennenet. Spacecom er en 100 procent eksportvirksomhed. Størstedelen går til Norge, hvor fabrikkens største kunde bor. Men her fra bliver satelitudstyret eksporteret videre til alverdens lande. Spacecom har for nyligt fået en fod inden for i Kina. - Vi er faktisk stolte af, at vi har fået en lille bid af kagen på det store, kinesiske marked, siger Peter Nielsen. Nye 2000 kvm I kontante tal beskrives væksten i det prisbelønnede byggeri på Skivevej 88 således: Omsætningen i 2003 var 33 millioner kroner. I 2004 bliver den i hvert fald 62 millioner kroner. Spacecom har 1700 kvadratmeter under tag. Byggeplanerne indebærer udvidelse med 2000 kvadratmeter - I vores nuværende bygninger kan vi faktisk godt producere, hvad der svarer til en omsætning på 80 millioner kroner. Her og nu mangler vi primært plads til produktudvikling, forklarer Peter Nielsen. Spacecom satser på at skabe udstyr til en ny type satellitkommunikation. I fremtiden bliver der øget efterspørgsel på udstyr, som kan transmittere meget store datamængder, f.eks. video, via satellitantennerne. Virksomheden har 10 ingeniører til at udvikle den avancerede teknik. De har alt for lidt plads og får formentlig nye kolleger. - Når vi ansætter nye medarbejdere, er det i første omgang dygtige ingeniører til at udvikle vore produkter. Derefter følger dygtige medarbejdere i selve produktionen, siger Peter Nielsen. Lokalplan Hobro Kommune er begyndt behandlingen af Spacecoms byggeansøgning. Det kræver en ny lokalplan, ligesom kommunen skal lave en miljøvurdering. Udbygningen af Spacecom skal ske på marken mellem den nuværende fabrik og Hobro Vandværk. En del af området ligger inden for Vikingeborgen Fyrkats fredningsområde, men på dette areal skal der ikke bygges. Både miljøvurdering og lokalplan skal i offentlig høring, så byrådets endelige godkendelse kan tidligst komme i juni næste år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...