Vækst i Kina gør dansk vvs-arbejde dyrere

Rekordstore prisstigninger på byggematerialer

Høj­hu­se, hav­ne, mo­tor­ve­je, luft­hav­ne, ki­ne­ser­ne er i gang med det hele, her i Shang­hai.ar­kiv­fo­to
Arbejdsmarked 6. marts 2007 05:00

KØBENHAVN: Når der bygges i Asien, koster det i Danmark. Det konkluderer Dansk Byggeri oven på nye tal fra Danmarks Statistik, der viser rekordstore prisstigninger på byggematerialer herhjemme for andet kvartal i træk. - Det er først og fremmest på grund af høj byggeaktivitet i Kina. De støvsuger simpelthen verdensmarkedet, siger økonom i Dansk Byggeri Finn Bo Frandsen. Kinas vækst trækker priserne på både stål, jern og kobber op, og det påvirker materialepriserne for vvs- og elarbejde i Danmark. - Jeg har selv været ovre at se nogle af de ting, de laver - blandt andet en stålelevator til skibe med 256.000 ton stål. Så meget stål havde jeg aldrig nogensinde set før. Det er nogle dimensioner, som er helt ufattelige for et lille land som Danmark, siger Finn Bo Frandsen. Materialepriserne på vvs- og elarbejde i Danmark steg med henholdsvis 9,9 og 11,8 procent fra fjerde kvartal 2005 til fjerde kvartal 2006. Malermaterialer steg kun 1,0 procent i pris, mens den samlede prisstigning for byggematerialer var 6,9 procent. Trods rekordhøj byggeaktivitet også i Danmark, stiger lønomkostningerne til byggeri ikke så meget, som højkonjunkturen normalt lader forvente. Det forklarer Finn Bo Frandsen med tilgang af udenlandsk arbejdskraft, som mindsker lønpresset. - Arbejdsmarkedet er åbnet i EU, så udlændinge kan arbejde i den danske byggebranche. Det skaber en fornuftig lønudvikling, så vi kan holde højkonjunkturen, mener han. I november var der kommet 11.000 flere i arbejde i byggeriet end samme tid året før, og 6400 af dem var fra udlandet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...