Farsø

Vækstcenter står stadig halvtomt

I dag, på to års dagen for indvielsen, er kun fem ud af de 16 lokaler lejet ud

FARSØ:Behovet for et hus til nye iværksættere er tilsyneladende ikke så stort, som initiativtagerne havde troet, dengang Vækstcenter Vesthimmerland blev indviet for to år siden. I dag står huset stadig halvtomt, og det har på intet tidspunkt været fyldt helt op. Ganske vist flytter der jævnligt nye iværksættere ind, men andre flytter ud i samme fart. Enten fordi drømmen ikke kunne bære, eller fordi de vælger at etablere sig et andet sted. På nuværende tidspunkt har iværksætterhuset i Farsø fire lejere, hvoraf den ene lejer to lokaler. - Det kører lidt op og ned, og det er da ikke gået, som vi gerne ville, erkender erhvervsrådgiver Peter Bach Frederiksen fra Himmerlands Udviklingsråd. Han er en af dem, der har det daglige ansvar for husets drift. Ikke desto mindre er han fortrøstningsfuld og sætter sin lid til, at bedre markedsføring af iværksætterhuset kan rette op på tingene. - Vi er nødt til at gøre noget ekstra. Så vi er ved at få lavet en kampagneavis, der udkommer senere på efteråret. Desuden har vi besluttet, at huset skal skifte navn til Viva Vesthimmerland, fortæller han. Det nye navn vil blive markeret, men lige præcis hvordan er ikke fastlagt endnu.