Brønderslev

Vækstfremmer til de første 18 virksomheder

PSC i Brønderslev er en af de første 18 nordjyske virksomheder, der nu godkendt til at få støtte fra programmet "Flere Virksomheder i Vækst", det hidtil største program af sin art i landsdelen.

De første 18 nordjyske virksomheder er nu godkendt til at få støtte fra programmet "Flere Virksomheder i Vækst", det hidtil største program af sin art i landsdelen. Erhvervs- og Byggestyrelsen bevilgede i begyndelsen af juni godt 56 millioner kroner til at sætte gang i et vækstprogram for nordjyske virksomheder, og det er målet at nå 200 over de kommende tre år. Virksomhederne skal selv deltage i finansieringen med penge og timer i et omfang, der bringer det samlede budget for programmet op på 113 millioner kroner. PSC i Brønderslev, som er global markedsleder inden for produktion af displayruder til blandt andet bilindustrien, er den første virksomhed, som blev godkendt til programmet, og administrerende direktør Martin Møller glæder sig over at kunne komme hurtigt i gang: - Vi står over for at skulle gennemføre en treårig vækststrategi, og det nye program giver os mulighed for at få den rette rådgivning og at få tilkoblet de rigtige konsulenter på opgaven, siger han. Virksomhedens vækststrategi omfatter både etablering af nyt internationalt salgsteam, proces- og kompetenceudvikling samt portefølje- og produktudvikling, og Martin Møller forventer en vækst på 15 procent pr. år de næste tre år især på eksportmarkederne.