Væksthus nu fuldt besat

Nibe Invest overvejer at udvide væksthuset efter udlejning af de sidste ledige kvadratmetre

NIBE:I begyndelsen gik det trægt med at udleje lokaler i Væksthuset Nibe, men nu melder ejeren Nibe Invest om alt udsolgt. I dag rykker indehaver af MS Engineering, maskiningeniør Morten Sandvej, ind i det sidste ledige lokale. Som konsulent omsætter han for omkring fem millioner kroner om året, søværnet er hans største kunde, og han har adskillige års erfaring fra store danske virksomheder som Lindø Værftet. - Som konsulent har jeg indtil nu arbejdet en del hjemme. Væksthuset tilbyder dog direkte sparring med andre virksomheder, vi bor jo dør om dør, og så omfatter huslejen serviceydelser som telefonpasning, fortæller Morten Sandvej. Ved siden af M/S Engineering omfatter Væksthus Nibe nu højteknologiske DeltaPix ApS ved Niels Munk, der sidste år solgte 600 digitale kameraer til mikroskoper over det meste af verden for en stykpris på over 20.000 kroner. Kjeld Nielsen driver kødfirmaet Nibe Food ApS, virksomheden HO Bygningsservice & Inventar fylder underetagen, og Væksthusets første lejer og udfarende kraft, Lone Haagerup, står bag Multiservicehuset, der snart åbner en filial i Væksthus Løgstør. - Vi opfordrer de mindre virksomheder til at koncentrere sig om det, de er gode til. Alt andet er der sørget for, siger Lone Haagerup. Nibe Kommunes erhvervskonsulent, Finn Lange, fornemmer, at det nu kan blive nødvendigt at udvide væksthuset: - Det er vigtigt, at Nibe fortsat markerer sig også på erhvervsområdet i den nye storkommune, konstaterer Finn Lange.