Udland

Vækstpagt: Sådan vil EU sætte gang i hjulene

10,3 pct. af EU's borgere stod i april uden job. Væksten i EU er nede på nul. Vækstpagt skal gøre forskellen.

Vækstpagt: Sådan vil EU sætte gang i hjulene

EU's 27 stats- og regeringschefer lægger på deres topmøde i Bruxelles op til, at de fredag kan vedtage en vækst- og jobpagt, der skal sætte gang i hjulene igen og give millioner af arbejdsløse europæere - især de unge - håb om at få et job.

Den nye pagt skal skaffe mindst 120 milliarder euro (knap 892 milliarder kroner), der kan investeres i blandt andet byggeprojekter og dermed skabe arbejdspladser.

Vækstpagten får tre hovedpunkter:

* Større lånekapacitet til Den Europæiske Investeringsbank (EIB), der yder lån til for eksempel nye infrastrukturprojekter.

Medlemslandene vil skyde yderligere 10 milliarder euro ind i banken, som dermed kan yde lån for 60 milliarder euro mere end i dag.

* Et pilotprojekt med projektobligationer til en værdi af 4,5 milliarder euro, der som en slags statsgarantier kan bruges som til at finansiere vigtig infrastruktur inden for transport, energi og bredbånd.

* Frigørelse af 55 milliarder euro i form af "gamle penge" fra ubrugte midler i EU's strukturfonde for budgetperioden 2007-13. De skal nu bruges til jobfremmende tiltag i stedet for regionsstøtte.

Natten til fredag forhandles der stadig om et fjerde element i pagten, nemlig et muligt EU-patent med tilhørende patentdomstol, der skal sænke prisen for at søge patent i hele EU fra 240.000 kroner til 5000 kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.