Vækstplan: V vil have DF med i forhandlingerne

Hvis regeringen vil høste bred opbakning til sin vækstplan, skal Corydon have gang i dialogen med DF, mener V.

Vækstplan: V vil have DF med i forhandlingerne

Hvis regeringens vækstplan skal blive en realitet, må finansminister Bjarne Corydon (S) og co. række ud efter Dansk Folkeparti, som er indkaldt til møde i Finansministeriet mandag middag.

Sådan lyder opfordringen fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, efter søndagens forhandlinger om Vækstplan.dk mellem regeringen, Venstre og De Konservative.

- Noget af det, der forhåbentligt kan give nogen lettelser, er besparelser på SU'en, som regeringen foreslår, og besparelser på kontanthjælpen, og der skal jo være andre partier med, siger han til Radio 24syv.

- Jeg tror, vi har brug for at trække os lidt, og der må regeringen få snakket lidt med Dansk Folkeparti. Er der en parathed dér til at spare på kontanthjælp og SU og blive enige om, hvad pengene skal bruges til, siger han til radiostationen med adresse til DF.

Regeringen lægger i sit bud på en vækstplan blandt andet op til, at selskabsskatten skal sænkes, og at erhvervslivet skal have sænket en række afgifter.

De tre milliarder kroner, som planen koster i sin nuværende form, skal findes ved en SU-reform og en reform af kontanthjælpssystemet.

Ifølge Bjarne Corydon er der balance i planen, og han opfordrer ifølge radiostationen derfor "alle ansvarlige partier" til at bakke op.

- Vi hjælper både vores erhvervsliv, vores konkurrenceevne, skaber flere arbejdspladser, og samtidig har vi penge til vores sygehuse og uddannelsesvæsen og fælles velfærd. Så må vi drøfte tingene tema for tema, siger han til Radio 24syv.

- Min opfodring kan bare være, at alle ansvarlige partier vil være med til at gennemføre en så omfattende plan for dansk økonomi, som der nu er lagt frem, fortsætter han.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er en af kløfterne mellem Venstre og regeringen, at det med regeringens vækstplan vil blive dyrere at drive bank for over halvdelen af landets pengeinstitutter, og at regeringen vil sætte aktiebranchebeskatningen op.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.