Vælg den bedste udgave af dig selv

Vinteren og kulden sniger sig ind over os, og kan have tendens til at lægge en dyne over vores bevidsthed og humør.

Vi kan til tider komme til at forpeste os selv og ikke mindst vores omgivelser, i en sådan grad, at havde det været en fodboldkamp, havde dommeren for længst dømt os ude. En af mine kursister fortalte den anden dag en meget sød morgen episode, som jeg vil dele med jer: Mia står for enden af trappen i opgangen, og er i gang med at få monteret sine børn på cyklerne, Anton i cykelstolen, og Josephine på sin egen cykel ved siden af. Det er mørkt uden for, og kulden sniger sig ind under døren i opgangen. De er som sædvanlig kommet af sted i sidste øjeblik, så hun skynder på de små med; spænd nu cykelhjælmen, lad være at skubbe til hinanden, skynd jer nu ellers kommer vi for sent. Pludselig kan de høre en dør åbne sig længere oppe i opgangen og ned af trapperne kommer en smilende ung kvinde i løbetøj sammen med sine to små børn, som syngende siger god morgen. Mia ved godt fra en tidligere snak, at kvinden hver morgen følger sine børn i skole, ved at kombinere sin egen løbetur med det at følge børnene i skole. Det gode ved denne historien er, at Mia formåede at få stoppet sin første indskydelse med usaglig irritation på kvinden. Hun fik hold i tanker, som de fleste af os sikkert kender, nemlig at søge efter forskellige eksempler på, hvilke andre dårlige kvaliteter denne kvinde i øvrigt måtte have, som kunne kompensere for denne ekstreme overskuds handling, som kvinden udviste fra morgenstunden. Mia fik i stedet stoppet op og opnåede at tage imod den positive energi, som kvinden også udsendte. Fik set på sig selv fra afstand, sådan at hun i hast måtte trække på smilebåndet af sig selv - inden hun og børnene igen skyndte sig af sted… Vi har alle mulighed for at vælge den bedste udgave af os selv. Et langt stykke hen af vejen, kan vi, når vi har taget en beslutning, ændre vigtige daglig dags ting, rutiner og emner. Ændringer som vil give luft, overskud og energi for os selv og ikke mindst vores omgivelser som familie, venner og arbejdskollegaer. Det som kan være en stor udfordring, er at holde fast i de ændringer, som vi har besluttet os for. De gamle uhensigtsmæssige vaner kan pludselig stikke sit grimme hoved frem, og fordi vi nu engang kender dette grimme hoved, får vi alligevel sagt velkommen, og før vi får set os om, spiser det med til bords. Selv om den gamle vane er grim og uhensigtsmæssig, kender vi den og på en eller anden underfundig måde, giver den os tryghed, og ro til bare at kunne køre af sted i et kendt mønster. I en hverdag med masser af opgaver og fakta, som vi hele tiden skal forholde os til, er vanen ofte et nemt og trygt valg. I mit mangeårige arbejde med mennesker, har en stor del af mit arbejdet handlet om, hvordan vi får fundet frem til den bedste udgave af os selv. Vi kan have de bedste intentioner om at gennemføre en forandring, men hvis forhindringen for at skabe en varig ændring ligger gemt for os, kan det være en stor hjælp at få en udefrakommende til at stille spørgsmål, som får os til at fjerne bindet for øjnene, så vi kan se klart. Hvis jeg for eksempel for 10. gang har besluttet mig for at påbegynde en slankekur, må der være en grund til, at det ikke lykkedes for mig at lave en varig ændring, den første gang jeg tog beslutningen. Eller hvis jeg nu igen har taget en beslutning om ikke at stresse af sted i forhold til mine børn og i arbejdsrelationer, så pludselig alligevel må konstatere at stemmen kører på replay og på høj volumen. I mit arbejde skelner jeg mellem coaching og terapi. Hvor coaching har stor effekt på her og nu ændringer, kan man ved en kombination af terapi og coaching opnå længerevarende resultater. Min oplevelse er, at når min klient er villig til at tage udfordringen op, og kikke ind bag overfladen på sig selv, kan der ske store ændringer i ens tilværelse, og ikke kun i forhold til det mål, som har været udgangspunktet for henvendelsen. Med andre ord er en kombination af coaching og terapi en mulighed for nemmere at kunne vælge den bedste udgave af dig selv.