Vælg den rigtige hunderace

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Labrador er en race, der både er god til jagt og som familiehund - også når der er børn. Arkivfoto: Peter Broen

?For et par år siden kom GD af med sin gamle hund, der var en 12 år gammel blanding. GD og hans hustru vil gerne have hund igen, og de har overvejet, hvilken hund de skal vælge. Den skal kunne bruges som jagthund, men selvfølgelig skal det også være en familiehund. Parret har tre voksne børn og der er børnebørn i vente, så det skal selvfølgelig være en hund, der er ”god” til børn. Om det skal være en stor eller lille hund, er man ikke helt enige om. GD spørger, om vi kan være behjælpelige med at rådgive om, hvilken hunderace de skal vælge? !På baggrund af de oplysninger, du giver i dit brev til os, er det ikke muligt for mig at sige nøjagtig, hvilken hund I skal vælge. Det vigtigste synes jeg er, at I bliver helt enige om størrelsen. Der er trods alt stor forskel på en gravhund og f.eks. en ruhåret hønsehund eller en retriever. Afhængig af hvilken jagt, hunden skal bruges til, kan der også vælges imellem mange forskellige racer. Jeg synes, I skal låne nogle bøger om de forskellige racer. Tag eventuelt på udstillinger for at se hundene og finde ud af, hvordan de opfører sig. I kunne også prøve at besøge nogle træningspladser for at se, hvordan hundene arbejder. Der kan I også få en snak med de hundeejere, der arbejder med hundene i dagligdagen. Jeg er også sikker på, I kan henvende jer til jeres sædvanlige dyrlæge og få råd og vejledning inden I bestemmer jer. Når I har besluttet jer, er det også en god ide at kontakte jeres dyrlæge for at høre, om I skal være opmærksom på noget specielt ved den race, I har besluttet jer for. Når I finder frem til en hund og fået den hjem, er det meget vigtigt at gå til træning med hvalpen. I kan næsten ikke begynde for tidligt. Jeg synes, I skal henvende jer i specialklubben for netop den race, I har valgt. Der mener jeg, man får den bedste vejledning i opdragelsen og træningen af hvalpen, som skal være medlem af jeres familie de næste 12-14 år. Vi har selv her i huset en labrador retriever, som er en dejlig familiehund og rigtig god til børn. Samtidig er det en glimrende jagthund. Gregers Gregersen dyrlæge

Forsiden