Vælg dine kvinder med omhu!

EMNER 25. oktober 2008 06:00

JEG HAR TO børn, på henholdsvis syv og seks år. Moderen rejste fra mig og børnene, da den yngste var nogle måneder gammel, og siden har jeg været far på fuld tid. Moderen har i alle disse år krævet, at være den, børnene bor hos det meste af tiden. Hvis hun ikke får det på sin måde, ønsker hun hverken at se børnene eller have anden form for kontakt med dem. Jeg har foreslået familieterapi, men hun er aldrig kommet, og de sidste tre år har hun kun hilst på børnene tre ganger. Hun har i den senere tid foreslået, at vi skal have delt samvær – altså en delebørns ordning med 50 procent hvert sted. Jeg mener, vi først må kunne bevise, at vi kan samarbejde om helt almindeligt samvær, men det nægter hun. Vi bor i forskellig områder af samme storby. For to år siden kom der en ny kvinde ind i mit liv. Hun er på rigtig mange måder den perfekte kvinde, og giver stærkt udtryk for, at hun elsker mig og vil leve sammen med mig resten af livet. Men hun har store problemer med at acceptere, at jeg har børn, og hun har problemer med at tackle specielt min søn. Hun snakker sjældent med ham og giver ham sjældent opmærksomhed. Hun giver stærkt udtryk for, at det havde været bedst hvis han ikke boede hos os. Forholdet mellem hende og min datter er meget bedre. Jeg elsker mine børn og er meget glad for, at jeg kan være den hovedansvarlige for deres opvækst. Samtidig er jeg ofte en udmattet far, som mangler overskud. både til børnene og til min nye livsledsager. Det, jeg ønsker mig, er at deres biologiske mor kommer meget mere på banen, men foreløbig ikke på halv tid. Hvad bør jeg gøre? MIN FØRSTE TANKE er, at du måske bør vælge dine kvinder med større omhu! For eksempel nogen der gider engagere sig i dine børn. Men lad mig begynde et andet sted. Nu har vi snart i mange år diskuteret lovgivning, rettigheder osv. for skilte forældre og deres børn. I al denne snak om jura og rettigheder – rettigheder som nu også dine børns mor kræver – går noget meget vigtigt tabt, nemlig at omsorgen for og det daglige samliv med børn er et privilegium – ikke en ret. Eller kun en ret i det begrænsede juridiske univers, hvor staten forsøger at dæmme op for konsekvenserne af vores uciviliserede adfærd. Dine børns mor har ikke ville eller kunne udnytte sit privilegium i nogle helt afgørende år af børnenes liv og udvikling, og det betyder efter min mening, at de eneste, der kan give hende det tilbage, er børnene selv. Mange vil mene noget andet, nemlig at børnene har ”ret” til både en mor og en far, og det fører desværre i adskillige tilfælde til, at børn bliver påtvunget en forælder, som de ikke har nogen glæde af at være sammen med. Jeg møder ofte fraskilte forældre, der også betragter de weekender og ferier, hvor det har ”ret” til at være sammen med deres børn, som deres dage! Det fører for eksempel til, at de forbyder børnene at tage med venner på tur, deltage i bedsteforældres fødselsdage eller andre højtideligheder i den del af familien, som hører til eksen. De opfører sig som toårige i sandkassen og behandler deres egne børn som deres private ejendele. Mit råd er derfor, at du fortsætter med at overveje din ekskones ”krav” meget nøje, og beder dine børn om så meget hjælp, de kan give dig. Det betyder ikke, at de skal have ansvaret for din endelige beslutning, men at deres ønsker og følelser bør veje tungt. Mind dig selv, dine børn og deres mor om, at børnenes liv er meget længere end deres barndom, og at der kun er få år til, at børnene alligevel træffer deres egne suveræne valg. Med hensyn til det andet problem – din kærestes forhold til din søn – mener jeg, at det må løses helt uafhængigt af, hvad der sker i den første sag. Det er ikke rimeligt at udsætte dig for et valg mellem hende og din søn. Det er din kærestes ansvar og valg. Det logiske næste skridt vil være et udspil fra hende, der lyder nogenlunde således, ”Jeg elsker dig højt og vil intet hellere end at leve sammen med dig. Desværre kan jeg ikke finde ud af at være sammen med din søn på en måde, som både han og jeg kan trives med, og derfor må vi sammen skaffe os hjælp.” Mit forslag er, at I finder en god familieterapeut, som kan hjælpe jer igennem en proces, som måske viser sig at være helt enkel og måske meget vanskelig. Det er afgørende vigtigt, at I alle fire er med, og jeg kan garantere dig, at din søn vil gøre alt, hvad han kan for at glæde sin far. Alt andet vil føre til, at to af dine vigtigste relationer – til din søn og din kæreste - bliver slidt op til et punkt, hvor de ikke kan repareres. Hun skal på sin side være forsigtig med at sluge den kamel, at du faktisk er far til to halvstore børn, hvis det virkelig ikke passer hende. Denne form for ”offer” får man som regel i nakken med en vis forsinkelse. Måske er I bare to mennesker, der elsker hinanden, men ikke kan leve sammen. Dem findes der en del af. Jeg kan godt se, at det er et forfærdeligt dilemma for en ansvarlig mand, som allerede en gang har fået et ansvar påtvunget, som han ikke var forberedt på eller havde bedt om, men jeg ser ikke nogen anden ansvarlig vej at gå. Du har tradition for at stå til rådighed for dine kvinder, og for at kompensere for deres begrænsninger. Denne gang må den kvinde, du elsker, stille op for dig – også selv om hun risikerer at blive klogere af det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...