Vælger kødet fra

Frugt, grønt og mælk er topscorere, når nordjyder lægger økologiske varer i kurven

nordjyske forbrugere vælger kød og pålæg fra, når de kommer økologiske varer i indkøbskurven. Det viser en opgørelse, som FDB Analyse har lavet for NORDJYSKE Stiftstidende. - Økologiske varer er generelt dyrere end konventionelle varer. Men hvor der ved nogle varer kun er tale om en prisforskel på en krone eller to, er der store procentmæssige forskelle på prisen på økologisk og konventionelt kød, siger Katrine Milman, som er miljøchef i Coop og derfor følger det økologiske marked tæt. På en top ti over de mest populære økologiske varer i Coops butikker havner kød på en 10. plads i Nordjylland, mens det i København er den fjerde mest populære varegruppe. Pålæg og pølser optræder slet ikke på den nordjyske hitliste, mens det i hovedstaden ligger på en 6. plads. - Når det gælder kød handler det også meget om udbud, og det er ikke så stort i Nordjylland som i København. Og det hænger igen sammen med, at der ikke er så mange, der er villige til at betale for det, siger hun. Men lysten til at købe økologisk hænger ikke kun sammen med udbud og pris. Det handler i høj grad også om mentalitet og livsstil, vurderer Lars Pynt Andersen, som er lektor ved Institut for Marketing og Management ved Syddansk Universitet og forsker i forbrug. - På stenbroen er der efterhånden en næsten fjendtlig holdning til traditionelt landbrug. I provinsen, hvor uddannelsesniveauet generelt er lavere, er der til gengæld større tendens til at tro, at andre er ude på at snyde én, og der er derfor større skepsis overfor sådan noget som økologi, siger han og tilføjer, at varer med det røde ø i det hele taget deler vandene mere end tidligere. - Der er ved at ske en ret skarp men også interessant polarisering. I nogle grupperinger kigger man jo decideret skævt til hinanden, hvis ikke man køber økologisk, for så har man ikke den rigtige livsstil. I andre kredse vil man se skævt til dem, der køber økologisk og sige, de smider penge ud af vinduet, siger han. Nordjyder og københavnere kan dog mødes, når det gælder de mest populære varer - de tre topscorere på popularitetsbarometret er nemlig helt identiske. Helt i top ligger mejeriprodukter som mælk og smør efterfulgt af grøntsager og frugt. - Mejeriprodukter vil altid være sværvægteren, fordi prisforskellen på konventionel og økologisk mælk er meget lille, måske en krone. Mange spørger derfor ikke længere sig selv, om de skal købe økologisk mælk, de gør det bare, siger Katrine Milman. Mejeriprodukter udgør omkring 40 procent af omsætningen af økologiske varer i Coops butikker.