Vælgerne vil have Venstre med i skattereform

Danskerne ønsker Venstre eller DF med i skattereform. Venstre må nu tage medansvar, siger finansministeren.

Vælgerne vil have Venstre med i skattereform

Et flertal på 55 procent af vælgerne vil have, at regeringen dropper skattereformen, hvis ikke der kan skaffes et bredt flertal hen over midten med enten Venstre eller Dansk Folkeparti.

Det viser en Megafonmåling for Politiken og TV 2.

Overfor Politiken slår finansminister Bjarne Corydon (S) fast, at regeringen er indstillet på at forhandle skattereform med Venstre, uanset hvilke modkrav partiet måtte have.

Alt er nemlig til forhandling.

- Det, synes jeg, er en meget meget konstruktiv udmelding. Man får det vist ikke mere attraktivt i moderne dansk politik, siger Bjarne Corydon (S) til Politiken.

Siden regeringens skattereform blev fremlagt i tirsdags, har Venstre forlangt et klart svar fra regeringen på, om milliarderne, der findes gennem reformer af eksempelvis førtidspension, SU og kontanthjælp, kan bruges til at finansiere skattelettelser.

Det svar er nu givet, siger finansministeren. Hvis Venstre deltager i reformerne, er de også med til at beslutte, hvordan pengene skal bruges.

Hos Venstre er partiets politiske ordfører Ellen Trane Nørby ikke overbevist.

- Nu mødes vi til en kop kaffe, og så må vi se, om regeringen er villig. Hidtil har de ikke været villige til at sige, at de reelt set er enige med os i, at reformmilliarderne skal bringes i spil, siger hun til Politiken.

Dansk Folkeparti er også klar til at forhandle om en bred aftale. Først og fremmest for at få pillet indgrebet over for folkepensionisterne ud.

- Hvis man kunne få en bred aftale, så kunne man have et håb om, at reformen bliver så lille som mulig og bliver et mindre indgreb end det, regeringen har lagt op til, siger næstformand Peter Skaarup til Politiken.

/ritzau/