Vælgeropbakning til eksklusivaftaler

EMNER 8. oktober 2002 08:00

KØBENHAVN: Et af regeringens store ideologiske slagnumre i dette efterår - et forbud mod eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet - tegner til at blive en ren tabersag. Det skriver Ugebrevet Mandag Morgen på baggrund af en undersøgelse foretaget af ACNielsen AIM. Ifølge undersøgelsen støtter et flertal af danskere brugen af eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet, der betyder, at nogle lønmodtagere skal være medlem af en bestemt fagforening for at få et job. Vælgerne synes ikke regeringen skal blande sig i overenskomstspørgsmål. På spørgsmålet om Folketinget bør sætte en stopper for eksklusivaftaler svarer 54 procent af vælgerne i undersøgelsen nej, mens 41 procent svarer ja. Ifølge Mandag Morgen har oppositionen haft held til at spille på befolkningens frygt for, at EUs udvidelse mod øst vil medføre, at store mængder af uorganiseret arbejdskraft fra bl.a. Polen og de baltiske lande søger mod Danmark og underminerer det danske lønniveau - med mindre eksklusivreglen fastholdes. Selv et flertal af Venstre og De Konservatives egne vælger støtter det synspunkt, viser undersøgelsen fra AC Nielsen AIM. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...