Væltet stillads fører til trafikkaos i København

Et stillads ved Nationalmuseet er væltet, og to gader er afspærret. Ingen personer er kommet noget til.

Stillads væltet i blæsten Foto: /ritzau/Jens Dresling
12. oktober 2017 15:59

Et væltet stillads ved Nationalmuseet har torsdag eftermiddag ført til kaos i den københavnske myldretidstrafik.

Stilladset er væltet ned over fire-fem biler, der holdt parkeret foran museet.

- Men ingen personer er kommet noget til, og det er trods alt det vigtigste, siger vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi.

Da Nationalmuseets vagter opdagede, at stilladset var ved at vælte, afspærrede de området, indtil politiet nåede frem.

Både Stormgade og Frederiksholms Kanal er afspærret, indtil der er ryddet op.

- Jeg ved ikke, hvor lang tid det vil tage, men det kan godt tage timer, siger Henrik Brix midt på eftermiddagen.

På Twitter opfordrer Københavns Politi i øvrigt til, at man lukker døre og vinduer og sikrer løse genstande, "for blæsten raser stadig i området".

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...