Vær bange for mørket

"Don't be afraid of the dark"

Far og datter i det smukke, gamle herskabshus. Alt er hygge og lykke, indtil de små, ækle, onde, menneskeædende monstre eller alfer i kælderen dukker op og spreder uhygge.
Film 29. september 2011 06:00

Sjældent har en filmtitel været så misvisende. Der er i allerhøjeste grad noget at være bange for i mørket. For når mørket er totalt, så dukker de op, de små ondskabfulde alfer, der bor i det store gamle herskabshus, der er rammen om denne fortælling. Alex er blevet kæreste med Kim, og pludselig en dag dukker hans 6-7-årige datter, Sally, op i huset på Rhode Island. Sendt hjemmefra af mor i Los Angeles, der interesserer sig mere for fester en for moderskab. Så Sally føler sig noget til overs. Hun går på opdagelse i huset, og i kælderen finder hun de små alfer. De vil lege. De byder på selskab. De giver kort sagt Sally alt det, hun ikke får i den voksne verden. Meeen: De vil have hende! Med hud og hår. De forlanger at få en offergave. De vil have liv. "Don't be afraid of the dark" er en særdeles effektiv gyser. Den er stramt fortalt, og den udvikler sig med gode overraskelser undervejs. Naturligvis misbruges lyn og torden til at forskrække med som i alle andre gysere. Selv om det ikke er nødvendigt. Filmens stærke side er, at de små monstre, der lurer overalt i huset, i starten er usynlige. De er blot et fantasidyr skabt i hjernen hos et utilpasset barn. Og i starten hører vi kun deres hvisken. Men som filmen skrider frem, bliver de mere og mere synlige. Mere og mere højlydte. Og mere og mere onde. Allestedsnærværende. Der er kun tre væsentlige medvirkende i filmen. Arkitekten Alex (Guy Pearce). Indretningsarkitekten Kim (Katie Holmes) og pigen (Bailee Madison). Samt nogle ubetydelige roller. Og det gør også, at handlingen kan skæres helt ind til benet og koncentreres, så det bliver et lille kammerspil mellem disse figurer. Det er med til at holde filmen stramt koncentreret og dermed også lettere at kapere, fordi der ikke er så meget udenoms, der forstyrrer. Her handler det blot om at blive bange og overrasket i biografsædet. Og det lykkes. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk Instruktion: Troye Nixie @$ID/[No paragraph style]:Manus: Guillermo del Torro 1 time og 30 minutter, tilladt fra 15 år Danmarkspremiere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...