Vær ikke bange

De fleste, der har mistet en af deres kære, kender situationen: folk undgår dem.

Kristendom 1. februar 2009 05:00

SORG: De fleste, der har mistet en af deres kære, kender situationen: folk undgår dem. Det gælder både arbejdskammerater og venner, de vil ikke tale med en. Ja, folk beretter sågar, at bekendte kan finde på at gå over på det modsatte fortov, når de ser dem på gaden. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er vi bange for at tale med vores medmennesker når de sørger? En af grundene er nok, at vi ikke ved, hvad vi skal sige. Det er da heller ikke nemt at tænke sig til, hvad man skal sige til en, der lige har mistet sin hustru eller sin søn. Vi vil jo helst ikke sige noget, der kan gøre den anden ked af det. Derfor vælger mange også at tale om andre ting end dødsfaldet, når de ser en. Dette vil typisk være situationen på en arbejdsplads. Efter det første akavede ”hej” og måske et knus, fortsætter alt som hidtil. Fokus er på arbejdsopgaverne, og i løbet af kort tid er sorgen glemt. Eller er den? I hvert fald ikke for den, der har mistet. Det kan godt være, at alt synes fryd og gammen på overfladen, men det er lige så sikkert som amen i kirken, at sorgen ikke kan ties ihjel. Men hvordan skal vi så gribe situationen an? Hvis vi møder en, der har mistet, kan vi roligt gå ud fra, at hun er ked af det. Det er hun, uanset om vi nævner afdøde eller ej. Derfor skal vi heller ikke være bange for at komme til at gøre hende ked af det. Det er hun i forvejen! Da det er naturligt, at man græder, hvis man er ked af det, skal vi heller ikke være bange, hvis hun bryder ud i gråd. Spørg, spørg og spørg. Og sig hvad du selv føler. Det bedste, man kan gøre, er at være et medmenneske i kød og blod, der også selv giver udtryk for følelser. Det gælder om at give den sørgende en mulighed for, at kunne tale om det der presser sig på under en måske smilende overflade, hvor vi fristes til at sige ”hvor tager hun det godt”. Omvendt skal man som sørgende også tænke på, at det ikke er af ond vilje hvis folk ikke spørger. Det er, fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere situationen. Det kan man selv gøre noget ved. Hiv fat i kolleger og bekendte. Sig til dem, at du har brug for at tale om dødsfaldet og afdøde. De fleste lytter hellere end gerne, når du tager initiativet. Måske ville det hjælpe, hvis vi havde nogle hverdagsritualer, der kunne give os et sprog til at tale om sorg og død. Men det tager tid at opfinde sådanne. En anden måde er som arbejdsplads at sætte det i system. De fleste skoler har efterhånden fået handlingsplaner for, hvordan de skal håndtere dødsfald. Enten blandt eleverne eller elevernes familie. Dette kunne arbejdspladser lære noget af. Man kan godt på forhånd lave en plan for, hvordan man takler dødsfald, så man er sikker på, at personer i deres livs krise ikke bliver mødt med tavshed. I Det nye Testamente berettes det, at Jesus græder, da hans gode ven Lazarus er død. ”Jesus brast i gråd,” står der. Guds Søn selv græder over de døde. Så skal vi ikke være bange for at gøre det samme, og vi skal ikke være bange for, at andre gør det. I mødet med døden har Gud givet os tårerne til at løse op for den knugende sorg. Jesus vækker Lazarus til live igen, dette kan vi ikke gøre. Vi kan ikke bringe de døde tilbage igen, men vi kan hjælpe andre med at vække de gode minder til live. Minder om alle de gaver, som vores døde har givet os gennem deres liv.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...