Erhverv

Vær sikker på at få vejhjælp

Nye biler og de, som følger autoriseret service, har ofte mobilitetsgaranti. Men det er ikke altid det samme som vejhjælp, så tjek dine forhold

Autoriserede værksteders service dækker en bred vifte af nedbrud. Men der er forskel i betingelserne, så det kan være en fordel at have et abonnement.     Foto: Dansk Autohjælp
Autoriserede værksteders service dækker en bred vifte af nedbrud. Men der er forskel i betingelserne, så det kan være en fordel at have et abonnement. Foto: Dansk Autohjælp

DANMARK: Det er surt, hvis det viser sig, at du slet ikke er dækket, når bilen bryder sammen på ferieturen. Men det er heller ikke rart at betale for en unødvendig vejhjælp til den firehjulede. Begge dele kan være tilfældet alt efter, om du har en såkaldt mobilitetsgaranti på din bil.

Det er en service, som typisk følger med i en vis periode, enten når du køber en ny bil, eller når du får lavet serviceeftersyn på et autoriseret værksted – og som også knytter kunden mere til værkstedet.

Der er imidlertid forskel på, hvor meget mobilitetsgarantien dækker, viser en gennemgang ved et par af de store bilimportører, som avisen har foretaget.

Store forskelle

En ellers omfattende bugseringsservice hos VW gælder for eksempel ikke ved tyveri eller trafikskader i udlandet, men det gør Toyotas, som bl.a. ydermere også omfatter en chaufførservice. VW’s er til gengæld inklusiv et enkelt hotelophold for fører og passager. Her skal man betale hos Toyota.

Hos Peugeot følger der mobilitetsgaranti med nye biler, men intet med serviceeftersyn, men den kan tilkøbes fra 448 kr. om året.

Imidlertid kan du også tilkøbe vejhjælp hos nogle af de professionelle vejhjælpsfirmaer som Falck, Dansk Autohjælp eller FDM. Men den kan også tilkøbes som et supplement til din bilforsikring, ofte til priser fra 300-600 kr. om året, alt efter bilens alder. Men hvordan tjekker man, at man ikke betaler for en ydelse, som man egentlig ikke har brug for?

Gode råd fra FDM

Helle Brasch, der er jurist i FDM’s juridiske rådgivning, har nogle klare råd.

Hvis man har kaskoforsikring på sin bil, har man automatisk SOS International-dækning i udlandet, der bl.a. sørger for bugsering, vejhjælp og hjemtransport. Den gælder til gengæld ikke i Danmark, hvor man så skal vurdere, om man vil tilkøbe vejhjælp.

- Hvis man har en bil, der er så gammel, at man ikke har kaskoforsikring på, er det værd at overveje at tilkøbe vejhjælp ved ture til udlandet. Og for øvrigt også herhjemme, for så har bilen typisk en alder, hvor den kan gå i stykker, siger Helle Brasch.

Ældre biler er også i mange tilfælde ude af de autoriserede forhandleres værksteders hænder, og så er det i alle tilfælde klogt at overveje vejhjælp.

Ved nyere biler er det en god idé at holde indholdet i mobilitetsgarantien op mod vejhjælpen. Det kan for eksempel være muligheden for fritrækning i sne, lånebil eller maks. antal km i lånebil – eller også, om man bugseres til nærmeste autoriserede værksted, et autoriseret værksted efter eget valg eller til et uafhængigt værksted efter eget valg.

- Hvis det betyder noget for en at kunne vælge værkstedet selv, så skal man sige, at man vil have den mulighed, siger Helle Brasch.

Her vil man med en vejhjælp typisk selv kunne bestemme værkstedet, men det afhænger af betingelserne. Det er heller ikke ligegyldigt, hvor mange km, der er inkluderet i lånebilen. Hvis man for eksempel kører 200 km hver dag, vil det give ekstra udgifter, hvis der kun er 100 km per dag inkluderet i mobilitetsgarantien. Med skal også have sit forsikringsselskabs ydelser i baghovedet. Hos Topdanmark dækker kaskoforsikringen ved uheld bugsering til nærmeste autoriserede værksted, mens man ved tilkøb af vejhjælp får bilen til et værksted efter eget valg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden