Værd at vide

"Hvis du vidste"

ANNE DORTE Michelsen holder fortsat et uhyre højt niveau.

ANNE DORTE Michelsen holder fortsat et uhyre højt niveau.

Uanset om hun iklæder sig ironiske, kønspolitiske gevandter hos Venter På Far - eller "bare" træder frem med masser af tænksom, krystalklar syng-med-pop - så har Anne Dorte Michelsen altid holdt et meget højt niveau. Og hun er i stand til at blive deroppe hele tiden tværs igennem de 11 nye sange på "Hvis du vidste", som er blevet til i, hvad der lyder som et lykkeligt musikalsk samarbejde med produceren Chief 1 (Lars Pedersen) med fortid i Rockers By Choice. Det har givet hendes lydbillede et lidt mere elektrisk knitrende præg - men selve fornemmelsen for Den Gode Melodi er bevaret fra først til sidst. Måske bliver nogle skræmt væk af den første sang, den let messende "En dag", holdt helt rent, kun med sang (og den kræver da også en vis tilvænning, også fordi den virker så påtrængende). Men så er der ellers straks gevinst i andet nummer, den stolt traskende "Et højere mål", indgrebet af en Anne Dorte Michelsen-sang, der støt og roligt bliver bedre og bedre for hvert lyt. Sammen med på én gang triste og trodsige "En gammel skade" og "Ser du mig tæt på" udgør de højdepunkterne på en flot, helstøbt plade, der også åbner døren på klem ind til kendt Venter På Far-grund med den let ironiske "Rutineret" om den nærmest professionelle dagligvare-indkøber. Og til allersidst modellerer Anne Dorte Michelsen så ellers dygtigt videre på Jeppe Aakjærs kendte, gamle "Det er holdt herude" med den lige så lavmælte og ikke så lidt vemodige "Nu har mørket lagt sig". Det klæder Anne Dorte Michelsen at træde frem med, hvad hun selv kalder "mere punch, mere dynamik og drama". I stedet for at stille de smukke melodier i skyggen har Chief 1 tydeligvis ladet arrangementerne smyge sig rundt om dem og iklæde dem lige nøjagtigt det, der passer hver enkelt bedst. Og så skal Anne Dorte Michelsen have stor ros for at tydeligvis at investere meget af sig selv i sine eftertænksomme tekster, der ikke altid er lige muntre blandt de ofte stærkt iørespringende melodier. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Anne Dorte Michelsen: "Hvis du vidste" Black Pelican/Sony Music

Forsiden