Værdier kontra madpriser

DEBAT

I sagen om madpriser er spørgsmålet om en værdidebat kommet på banen. Debatten om maden er desuden blevet kaldt en ”zig-zag-sag”, og der er da ganske rigtigt også blevet debatteret en del frem og tilbage, før vi nåede til det resultat, at madpriserne kan holdes i ro. Sådan må det nødvendigvis være, når man vil ophæve en indgået aftale - i hvert fald set med konservative briller - for det at holde en aftale er i sig selv en værdi for os. På samme måde er det en konservativ værdi, at den daglige mad er en væsentlig del af tilværelsen for mange ældre og svagelige, og at vi vil arbejde for, at der altid vil være gode ordninger på det område. Hvordan man forholder sig til indgåede aftaler er ydermere en del af værdidebatten, og den forholder vi os også klart til hos de Konservative. Fakta er nemlig, at prisstigningen på maden blev vedtaget af det gamle byråd, hvor Socialdemokraterne sad på borgmesterposten. Her var der flertal for at hæve priserne, og i det gamle byråd blev der aflagt musketer-ed, når der blev indgået en aftale med flertallet. Så stod man fast, og man ændrede ikke på indgåede aftaler uden at spørge – og uden at der blev opnået enighed om det. Det synes jeg sådan set er en ganske udmærket værdi, og derfor kunne det nye socialudvalg med mig i spidsen heller ikke med et snuptag ændre beslutningen i begyndelsen af 2010, selv om det der stod klart, at regeringens loft over taksten for madservice træder i kraft 1. juli i år. Der skulle en debat til – lidt ziz-sag om nogen vil – for at ændre på den beslutning, som flertallet traf i efteråret 2009, og det er sådan set udmærket – især hvis man er tilhænger af debat forud for politiske beslutninger.