Værdifulde ting under lup

Auktionshus kastede kritiske blikke på ure, malerier og bøger

PANDRUP:Malerier, porcelæn, bøger og mange andre værdifulde ting blev vurderet nøje, da PGU Senior havde inviteret auktionshuset Lauritz.com til Ungdomsborgen i Pandrup i går. Her kunne alle interesserede få deres ting vurderet af to medarbejdere fra auktionshuset, som havde særdeles travlt med at fortælle de forventningsfulde ejere om tingenes sande værdi. Arrangementet begyndte officielt kl. 14, men allerede en time før mødte de første mænd og kvinder op, og auktionshuset så ingen grund til at vente med at komme i gang. Kort efter kl. 14 var der samlet knap 100 mennesker i den store sal, og snakken gik lystigt, mens folk stod i lange køer og ventede på, at det blev deres tur. I mange tilfælde havde eksperterne luppen fremme for at komme helt tæt på detaljerne i ure og malerier, og opslagsværker blev studeret for at komme så tæt på handelsværdien som muligt. Èn af de spændte gæster i Ungdomsborgen var Roy Daugaard, der havde sin mors maleri af en mexicaner med. Tom Skipper, Laurits.com, kunne konstatere, at billedet var malet af den amerikanske kunstmaler Ralph Miller. Vurderingen lød, at billedet var 10.000-12.000 kr. værd, men det får nu ikke Roy Daugaard til at sætte værket til salg ved den førstkommende auktion. Malerier har været i familiens eje siden begyndelsen af 60"erne, og familiemedlemmer i flere generationer er glade for maleriet af den flotte mexicaner. - Det er af ren nysgerrighed, at jeg er her, for det er spændende at høre, hvor meget maleriet er værd. Det hænger så flot i stuen, og der skal det have lov til at blive hængende. Jeg har set på det maleri, siden jeg var barn, og det skal ikke sælges, siger Roy Daugaard. Nysgerrigheden var netop det afgørende for de fleste af de spændte folk i Ungdomsborgen. Der blev talt ivrigt om, hvor gamle tingene var, og hvem der havde ejet genstandene tidligere. Der var også god tid til at snakke, for køerne voksede efterhånden som flere og flere indfandt sig i Ungdomsborgen med deres net og plasticposer fyldt med værdifulde genstande. Heldigvis havde PGU Senior sørget for kaffe og kage, så folk kunne få noget at styrke sig på. Nok repræsenterede nogle af tingene ikke den store værdi i penge, men det ændrede ikke ved, at bøger og kobberting stadig havde en høj affektionsværdi. Sigrid Frost, Pandrup, havde medbragt en flot skibslanterne og en stor figur af en dame, der er i færd med at male kaffe. - Jeg aner ikke hvor gammel, skibslanternen er, og hvor meget den er værd. Jeg er rigtig glad for kaffekonen, og der bliver sjovt at høre, hvor meget det er værd, men det er ikke noget, jeg vil sælge, siger Sigrid Frost.