Udland

Værditransport røvet ved Stockholm

Ifølge den svenske avis Aftonbladet var røveriet meget avanceret. Tre mørkklædte mænd er set flygte fra stedet

En værditransport er mandag morgen blevet udsat for røveri i bydelen Akalla, der er en forstad omkring 15 kilometer nordvest for den svenske hovedstad, Stockholm.

Flere mørkklædte mænd skulle have deltaget i røveriet, der ifølge den svenske avis Aftonbladet var meget avanceret. Eksempelvis er der smidt partisansøm på flere veje i området.

Ifølge politiet er tre mænd set flygte fra stedet med værditasker i hænderne. Kort derfra blev røvernes flugtbil fundet. Den var stukket i brand. Ifølge Aftonbladet var bilen en BMW med stjålne nummerplader.

- Vi har en ret omfattende politiindsats i nærområdet, men vi udfører også kontroller flere forskellige andre steder, siger Kjell Lindgren, der er pressetalsmand hos Stockholms politi.

En omfattende politijagt med biler og politihelikoptere er i fuld gang.

– Vi håber, at nogen har har set noget med tanke på, at morgentrafikken allerede er begyndt, siger Kjell Lindgren.

Der er ingen rapporter om tilskadekomne under røveriet.

Aftonbladet skriver, at tre mænd, der befandt sig i området, er hentet ind til forhør, men det er endnu uklart, om de er mistænkt for noget.

/ritzau/TT

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst