EMNER

Værelse med udsigt

Fredag blev Aalborgs mest eftertragtede ungdomsboliger indviet i Utzon Park på havnen.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det støvede grusareal omkring de tre kollegiebygninger bliver dækket af græs, når Utzon Park vokser til.

Lejligheden er stadig sparsomt møbleret, men den lette indretning passer godt til de lyse trægulve, de spritnye, hvide køkkenelementer og solen, der tvinger sig vej ind i stuen via de store vinduer, der indrammer Limfjordsbroen og det blå bassin under den. - Det bedste ved at bo her er helt sikkert udsigten, smiler 22-årige Marianne Sundbøl, mens hun skridter hen til vinduet. Hun og veninden fra studiet, 20-årige Helene Jensen, er blandt de studerende, der for en måned siden flyttede ind i Bikuben Kollegiet ved siden af Utzon Center på en af havnens mest attraktive adresser. - Vi blev helt vilde, da vi fik lejlighederne, fortæller Helene, der betaler lidt mindre for sin lejlighed, 2600 kroner. Mariannes fjordudsigt koster 700 kroner ekstra. Officiel indvielse Fredag blev kollegiet så officielt indviet med reception og taler i et telt på den støvede grusplads, der om blot et år skal være omdannet til grøn havnepromenade. Til den tid er den golde ørken dækket af græs, og vejen langs havnen fjernet. Borgmester Henning G. Jensen (S) benyttede indvielsen til at takke Bikubenfonden for at investere i Aalborgs ungdom og fremtiden. - Jeg synes det signalerer noget, at vi nu på havnefronten har ungdomsboliger, sagde han i sin tale. Bikubenfonden tog initiativet til projektet og har betalt de 107 mio. kroner kollegiet kostede. Skæmmer nabobygning De tre kollegieblokke er tidligere i år blandt andre af Foreningen for bygnings- og landskabskultur i Aalborg blevet kritiseret for at skæmme Utzon Center. Arkitekt Jesper Roth fra Kim Utzons tegnestue, der står bag både Utzon Center og Kollegiebyggeriet mener dog, det er for tidligt, at afskrive samspillet mellem de to. Han mener meget vil ændre sig, når området er plantet til og finder sin endelige udformning. Også Marianne og Helene glæder sig til, at området vokser til. De har fået at vide, at gruset er skiftet ud med græs inden Sankt Hans. - Det bliver superskønt, jubler Helene.