Lokalpolitik

Værelsesfløj ved Arena Nord skal afløse vandrerhjem

Brug for lavprisindkvartering til idrætten

FREDERIKSHAVN:Det gamle vandrerhjems dage lakker mod enden. Plan- og miljøudvalget lægger i stedet op til, at der skal være mulighed for lavprisindkvartering i en nybygning ved Arena Nord. -Jeg ser det som en helt naturlig udvikling, der kan gavne udnyttelsen af idræts- og konferencefaciliteterne i Arena Nord, siger formanden for udvalget, Anders Gram Mikkelsen. - Jeg mener ikke, den type værelser vil udgøre en konkurrent til byens hoteller. Det er især ved større idrætsarrangementer, at der er efterspørgsel efter den slags indkvartering. Der er i forvejen et antal flersengsværelser i tilknytning til Badmintonhallen. Byggeriet af indkvartering ved Arena Nord forudsætter, at byrådet beslutter sig for at sælge det gamle vandrerhjem. Vandrerhjemsgrunden vil formentlig nemt kunne sælges til boligbyggeri. Bag indstillingen om at opføre ny indkvartering ved Arena Nord står foruden udvalgsformanden også John Christensen (V) og Jens Chr. Jensen (UP). Bruno Müller (S) tog forbehold, fordi han finder opførelsen af værelsesindkvartering uhensigtsmæssig i relation til de overnatningsfaciliteter, der allerede findes i området. Om værelserne ved Arena Nord får status af vandrerhjem/hostel, er usikkert. Svaret på, om der senere skal opføres et rigtigt vandrerhjem på Apholmen blæser også i vinden. Der afsat plads til et nyt vandrerhjem i det område, der var tænkt at udvikle sig til byens nye turistmagnet. Men foreløbig er der ingen penge til det.